Nye tal om kontanthjælpsloftet: 14.000 danskere får stadig ingen gevinst ved at arbejde

"Skandale", lyder det fra Socialdemokraterne, efter at Hjort har fremlagt tal for kontanthjælpsreformens effekter.

Regeringens kontanthjælpsloft har kun begrænset effekt. Det viser nye tal fra Finansministeriet, som opgør, hvor mange danskere, der mister penge ved at tage et arbejde.

Det sker i et svar til Socialdemokraternes finansordfører Benny Engelbrecht, som har været hele fire måneder undervejs.

Før valget var der 14.000 danskere, som ikke ville have nogen effekt ved at tage et job sammenlignet med at være på offentlig forsørgelse. Men efter kontanthjælpsloftet, er der stadig 14.000 mennesker, som får nul kroner ud af at tage et arbejde.

Det er intet mindre end en skandale, at man bruger et tal i argumentationen, som viser sig ikke at holde

Benny Engelbrecht (S), finansordfører

S: Man har godt vidst det

Venstre gik ellers til valg på, at det bedre skulle kunne betale sig at arbejde, og det moderne kontanthjælpsloft skulle gøre noget ved den udvikling.

- Flere end 14.000 danskere betaler direkte penge for at gå på arbejde, sagde han helt tilbage i 2013 og brugte senere det argument for at indføre det såkaldte moderne kontanthjælpsloft.

Men det hjælper kontanthjælpsloftet altså ikke meget på, og det får nu Socialdemokraterne til at retten en kras kritik.

- Det viser, at det hovedargument, som Lars Løkke Rasmussen anvendte før valget som oppositionsleder, ikke holder. Det er intet mindre end en skandale, at man bruger et tal i argumentationen, som viser sig ikke at holde, og at man ikke har villet fremlægge det på noget tidspunkt undervejs i lovbehandlingen. Det vidner om, at man godt har vidst, at der ikke var den effekt, men havde sagt, siger Benny Engelbrecht til TV 2.

Skattereformen virker

Der er dog et lyspunkt i tallene fra Finansministeriet. For selv om kontanthjælpsloftet ikke gør det mere fordelagtigt for de 14.000 danskere at tage et arbejde, så får 3.000 af dem en økonomisk gulerod ved at tage et job, når SR-regeringens skattereform fra 2012 er fuldt indfaset i 2023.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) giver ikke meget for Socialdemokraternes kriitk. Regeringens bestræbelser på at det bedre skal kunne betale sig at arbejde indebærer nemlig ikke kun kontanthjælpsreformen.

- I jobreform 2 indgår der to elementer – det ene er kontanthjælpsloftet, det andet at der er en skattereform, der sikrer, at de laveste indkomster får en skattelettelse. Vi har nu gennemført første del. Anden del kommer efter sommerferien, siger Claus Hjort Frederiksen til TV 2.

Men hvis man ser på kontanthjælpsloftet isoleret, lader det ikke til at have nogen effekt?

- Jeg nægter at gå ind på den præmis, for vi har stillet forslag om en samlet øvelse. Det vil være en fejlformidling af indholdet af regeringens politik, hvis man kun hæfter sig ved den ene del.

Kontanthjælpsloftet bliver tredjebehandlet i Folketinget torsdag, og ventes vedtaget af det smallest mulige flertal - nemlig regeringen og dens støttepartier.