Politik

Kun regeringen og DF kan enes om omprioriterings-tekst

Folketinget tager endnu en holmgang om omprioriteringsbidraget. Keld Navntoft / Scanpix

De borgerlige er enige om at stemme nej til socialdemokratisk forslag - men kan ikke enes om en alternativ tekst.

Millionerne, som staten kradser ind fra kommunerne via det stærkt omdiskuterede omprioriteringsbidrag, skal retur til kommunerne.

Det mener Socialdemokraterne, som derfor som led i dagens forespørgselsdebat i Folketinget har stillet et forslag til vedtagelse - men det vil ikke blive stemt igennem.

For selv om Dansk Folkeparti sådan set er enig i præmissen bag - nemlig at pengene skal tilbage til kommunerne - har partiet valgt at stille sit eget forslag til vedtagelse, som regeringen nu bakker op omkring.

Men hverken Det Konservative Folkeparti eller Liberal Alliance kan støtte forslaget, erfarer TV 2. Det bliver dermed kun vedtaget, hvis oppositionspartierne bakker op omkring det.

Pengene retur til kernevelfærd

- Folketinget fastslår, at frigjorte midler i 2017 som følge af det kommunale omprioriteringsbidrag bør bruges til at sikre kernevelfærden i kommunerne, hedder det i forslaget.

Heri fastslår det dog, at det ikke alene er staten, der skal bestemme hvor pengene skal bruges.

- Midlerne skal således prioriteres anvendt der, hvor behovet er størst. Den konkrete udmøntning sker i forbindelse med forhandlingerne om kommunernes økonomi og finanslovsforhandlingerne, skriver Dansk Folkeparti i forslaget.

DF: S taler usandt

Det socialdemokratiske beslutningsforslag lagde i stedet op til at pålægge regeringen at indkalde til brede forhandlinger om en aftale, der skulle sikre, at midlerne fra omprioriteringsbidraget bliver ført tilbage til kommunerne. Noget, Dansk Folkepartis finansordfører René Christensen egentlig ikke var imod, men bemærkningerne i forslaget fik en hård medfart af ham. Heraf fremgår det nemlig, at der er minusvækst.

- Det er direkte usandt, at der er minusvækst i kommunerne i 2016, og omprioriteringsbidraget for 2017, 2018 og 2019 er ikke besluttet. Socialdemokraterne lader til at mene, at hvis bare man gentager en løgn længe nok, så begynder folk at tro på det. Man kan tydeligt se, at forslaget ikke udspringer af en lyst til at tage ansvar, harcellerede René Christensen.

Afstemningen om forslaget finder sted torsdag.