Politik

Langballe: Er Kristian Jensen blevet lokket i en snedig fælde?

Der udspiller sig lige nu en magtkamp i Venstre, forklarer Anders Langballe, der også kalder Kristian Jensens melding for "meget speciel".

Hvem skal være formand for Venstre efter Lars Løkke Rasmussen?

Den debat er nu igen for alvor blusset op, efter at næstformand og udenrigsminister Kristian Jensen har meldt klart ud offentligt, at hans ambition er ”at træde op på den øverste skammel” og at han er klar til et eventuelt kampvalg, hvis det når dertil.

En melding, som magtfulde personer i partiet – Claus Hjort Frederiksen og Søren Gade – tirsdag kalder for ”træls”, ”ikke for smart” og ”irriterende.”

- Det er skidt for Venstre, der jo sidder med regeringsansvaret og skal forsøge at styre landet - tilmed med en forholdsvis lille folketingsgruppe - at man bruger tid på diskussioner om et kommende formandskab, forklarer TV 2s politiske redaktør Anders Langballe.

- Det er sådan i politik, at lige præcis når det handler om fremtidige formandsambitioner, er det ikke noget man inddrager i den offentlige debat. Specielt ikke når den siddende formand er statsminister. Og derfor er det, Kristian Jensen gør her, meget specielt, kan man roligt sige.

Har Jensen følt sig presset til at melde klart ud?

Bag udtalelserne i offentligheden udspiller der sig i øjeblikket en magtkamp i partiet, forklarer Anders Langballe.

- Der er ingen tvivl om, at der bag linjerne i Venstre foregår en del snak blandt de folk, der ikke ønsker Jensen som den næste formand. Og den gruppe har tilsyneladende rørt så meget på sig, at Jensen har følt sig presset ud i, at han måtte gøre opmærksom på, at hvis man vil have den formandspost, skal man forbi ham først, siger Anders Langballe og fortsætter:

- Det er det signal, Jensen med sine udtalelser forsøger at sende til den gruppe, der arbejder for at eksempelvis Søren Gade kan komme i spil til formandsposten. Om det så er en klog beslutning for Jensen at gå sådan her ud, hvis han vil have hans ambitioner til at gå i opfyldelse? Eller om han her er blevet presset ud i noget, der mest af alt ligner en snedig fælde, sat op af dem, der vil have Søren Gade? Det har jeg lidt svært ved at læse.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke sagt noget offentligt om Kristian Jensens seneste formands-udtalelser. Men han ventes at blive spurgt til det, når han tirsdag eftermiddag svarer på spørgsmål fra pressen efter spørgetimen i Folketinget kl. 13.