Moskeerne bag sløret

Islam-manifest modtages med skepsis: - Hvad er det så i Koranen man ikke vil håndhæve

Der er positive men skeptiske miner overfor en række muslimske foreningers forsøg på at skabe et manifest, der skal definere islams rolle i Danmark.

Yderst relevant. Sådan betegner SF’s formand Pia Olsen Dyhr oplægget fra en række muslimske foreninger, der ønsker et nyt muslimsk manifest, som i højere grad skal være i tråd med danske regler og normer. Hun melder sig klar til en kop såkaldt dialogkaffe, hvor initiativet kan diskuteres, men hun er på forhånd tøvende.

- Jeg er stærkt kritisk i forhold til deres syn på kvinder. Jeg synes stadigvæk, de mangler at gøre op med, hvad er det så for en rolle kvinden skal have i samfundet, og at kvinden bestemt ikke er manden underlegen. Lad os få et opgør også med de forstokkede kvindeværdier, og så begynder jeg at tro på det, siger Pia Olsen Dyhr

Rådgivet til at acceptere vold

TV 2 har i dokumentarerserien "Moskeerne bag sløret"  blandt andet sat fokus på en gruppe imamers rådgivning af kvinder. Her er det blevet afsløret, hvordan otte imamer i danske moskeer har rådgivet TV 2's muldvarp "Fatma" til ikke at melde en voldelig ægtemand til politiet.

Det fik lørdag tre imamer til i en kronik i Jyllands Posten, at kræve en reform af Islam tilpasset danske forhold. Waseem Hussain fra Dansk Islamisk Center siger, at gruppens nye manifestet handler om, hvordan muslimer i Danmark skal agere her i landet.

- Det handler om at forstå, hvordan vi som muslimer skal kunne agere inden for de danske samfundsnormer, siger Waseem Hussain, der understreger, at dansk lov skal respekteres og overholdes.

Konservative: Ikke modigt nok

Det Konservative Folkepartis integrationsordfører Naser Khader kalder initiativet modigt – men ikke modigt nok.

- Det er positivt, at man nu tager initiativ til at diskutere de her ting indenfor det islamiske miljø. Men jeg synes, ikke det er modigt nok i forhold til de kontroversielle emner. Man skal utvetydigt sige, man går ind for kønsligestilling, man vil gøre op med de voldelige passager i koranen osv. Det her er ikke et skridt i retningen af reformation, det er et skridt i retning af, at vi skal lade være med at tale stening i tide og utide, siger Naser Khader.

Integrationsminister: det er blot snak

Han bakkes op af Integrationsminister Inger Støjberg, der også mener, det nye manifest har mangler.

- Der bliver ikke taget afstand fra stening og flerkoneri og man bruger ikke tid på at tale ligestilling. I det hele taget er der ikke lagt op til, at dansk værdisæt skal være det gennesyrede i manifestet. Det mangler man. Det, der kan være faren ved det her er, at det kan blive noget overordnet snak, og så praktiserer man stadigvæk de ting, som vi har set i TV 2 udsendelserne i en række af moskeerne, og så nytter det ikke ret meget, siger Inger Støjberg.

Dansk Folkepartis Peter Skaarup kræver klare svar på, hvad de muslimske grupper vil gøre anderledes.

- Der er brug for, at man fortæller præcist, hvad er det så i koranen, man ikke vil håndhæve. Som man ikke går ind for, og som så vil komme ind den her danske udgave af islam. Men det, at der nu er nogle på den side af debatten, der åbent siger, at der er et problem, det er selvfølgelig positivt, siger Peter Skaarup.