Politik

S-ordfører sygemeldt: Jeg har ikke lyttet til min krop

Maja Panduro (S) i Folketingssalen med partifællerne Mogens Lykketoft og Bjarne Corydon, Keld Navntoft / Scanpix/Keld Navntoft

- Der er brug for, at vi, der får den her slags erfaringer, ikke tier med dem, lyder det fra Maja Panduro, der er sygemeldt med angst og depression.

Socialdemokraternes miljøordfører og forhenværende politiske ordfører Maja Panduro er blevet sygemeldt med stress og depression.

Det skriver hun fredag eftermiddag på sin Facebook-profil.

- Jeg er blevet sygemeldt med depression og angst efter igennem alt for lang tid ikke at have lyttet til min krops stress-signaler. Selv ikke da den råbte højest og midt i valgkampen i sommer sendte mig i gulvet på en måde, så jeg troede, det var en hjerneblødning, lyttede jeg. Jeg troede, jeg kunne klare det selv med en god lang sommerferie og ved at arbejde mindre, skriver hun blandt andet.

Hun skriver samtidig i opslaget, at hun mener det er vigtigt, at hun står frem med sin historie og ikke skammer sig.

- Det er vanvittigt grænseoverskridende at blotte mig på den her måde. Men jeg tror, det er nødvendigt, at nogle af os gør det, hvis vi skal tabuerne og skammen til livs. Jeg tror inderligt på, at der er brug for folk med alle slags erfaringer i politik. Og der er brug for, at vi, der får den her slags erfaringer, ikke tier med dem, fordi vi skammer os. Hvis tabuet nogensinde skal brydes, må nogen sætte handling bag ordene.

Nogle meldinger skal man tage en dybere indånding for at skrive end andre. Denne her har været svær. Jeg er blevet...

Posted by Maja Panduro on Friday, March 11, 2016

Har siddet i Folketinget siden 2009

Maja Panduro fik 8.672 personlige stemmer ved folketingsvalget i sommeren 2015. Hun har siddet i Folketinget siden 2009 og var blandt andet partiets politiske ordfører i 2014-2015. Derudover har hun været partiets socialordfører.

Socialdemokraternes presseafdeling kan fredag eftermiddag ikke oplyse, hvem der overtager Panduros sæde i Folketinget, mens hun er sygemeldt. Men Randers Amtsavis skriver, at 1. suppleant i Østjyllands Storkreds Malte Larsen overtager pladsen. Han har de seneste måneder været indsuppleret i Folketinget for Kirsten Brosbøl, der har været sygemeldt med stress. Men Brosbøl vender ifølge Randers Amtsavis nu tilbage til arbejdet på Christiansborg.