Politik

Hvor bør ligestillingskampen kæmpes? 

I dag er det Kvindernes internationale kampdag.

Det er dagen, hvor jeg og mange andre kvinder kommer på banen med vores tanker, visioner og drømme for et Danmark med mere ligestilling. Vi vil høre feministers fordømmelse af, at kvinder og mænd ikke er ligeligt repræsenteret i bestyrelser, at kvinder er underrepræsenteret blandt professorer på universiteterne og på direktionsgangene og i andre eksklusive erhverv, hvor nutidens elitefeminister gerne så sig selv i en attraktiv stilling. Vi vil møde den sædvanlige kritik af strukturerne i samfundet, som ifølge feministerne er hovedårsagen til, at kvinder i gennemsnit tager mere barsel end mænd og vælger andre uddannelser, men det er sjældent, at nutidens feminister taler om de grupper i samfundet, hvor der hersker en kvindeundertrykkende kultur så tung, at vi med rette kan sige, at der har kvinder og mænd hverken samme muligheder eller rettigheder. 

I sidste uge kunne man læse i medierne, at et somalisk par har fået deres to døtre omskåret. Ifølge anklageskriftet har begge piger fået bortskåret klitoris samt dele af de små skamlæber. I tidens løb har flere fremtrædende somaliske imamer anbefalet forældre at lade deres døtre omskære, selvom det er forbudt i Danmark. Ifølge imamerne er omskæring af piger et symbol på, at man er en rettroende muslim. Men omskæring af piger er ikke det eneste, og langt fra det største, problem omkring dele af de muslimske miljøer.

Undertrykkelse gennem social kontrol

Der finder massiv kvindeundertrykkelse sted i visse muslimske miljøer. Som vi har set i optagelserne fra Grimhøjmoskeen, findes der shariadomstole, der dømmer i skilsmissesager, hvor kvinder ikke har samme retsstilling som ved danske domstole, og der hersker en udbredt social kontrol med de unge piger, fordi familiens ære afhænger af de kvindelige familiemedlemmers ærbarhed og omdømme. Der er indvandrermiljøer, hvor æresvold er udbredt, og krisecentrene er fyldt med indvandrerpiger, der er flygtet fra volden og den sociale kontrol.

Det handler om skam og ære. En familie bevarer sin ære, når pigerne i familien klæder sig efter muslimske regler, dækker håret med tørklæde og ikke render med drenge – eller generelt bliver for danske. Mange indvandrerpiger lever i et helvede af overvågning og kontrol, hvor de aldrig kan føle sig frie, fordi de aldrig kan føle sig sikre på, at de ikke bliver genkendt af en fjern slægtning, en bekendt eller en taxachauffør, der kender deres forældre, og som melder dem til familiens patriark, såfremt de udviser ”forkert” adfærd ude i byen. Den sociale kontrol handler især om, at pigerne skal være jomfruer, når de bliver gift. Derfor er kontrollen af især samvær med drenge intens.

Handler om en anden kamp

Det undrer mig – og forarger mig – at mange feminister har mere fokus på deres egne muligheder for at skyde karrieremæssig genvej via krav om kvoter til bestyrelsesposter og forskerstillinger end at kæmpe for de kvinders rettigheder, der vitterlig bliver undertrykt af en massiv social kontrol, der ofte håndhæves med vold eller trusler om vold. Hvordan kan man som kvindeforkæmper undgå at blive flintrende tosset over at konstatere, at en pige straffes og udstødes af hele familien for at forelske sig i en dansk dreng, mens hendes storebror kan rende på diskotek og have sex med den ene danske pige efter den anden?  

Jeg mener ikke, at frigørelseskampen for kvinder med anden etnisk oprindelse end dansk alene er en kvindekamp. Jeg mener, at alle burde deltage i denne friheds- og frigørelseskamp, men det er særlig bemærkelsesværdigt, at de feminister, som hævder at kæmpe for kvinders lige muligheder, næsten er helt tavse, når det kommer til kvinder med anden etnisk oprindelse end dansk. Hvorfor mener man ikke, at den kamp er vigtigere end kvoter til bestyrelsesposter og forskerstillinger? 

Mange feminister holder liv i en kønsdebat, som tiden er løbet fra, for det store flertal af unge piger og kvinder oplever ikke, at de ikke har samme rettigheder som mænd, eller at de som kvinder har ringere muligheder for at tage en uddannelse, søge job eller gøre karriere. Denne udvikling glæder mig naturligvis, især nu hvor jeg venter mig en pige til juli. Men spørgsmålet til feminister i dag må være: Hvorfor kæmper I ikke kampen for de tusindvis af indvandrerkvinder, der reelt udsættes for diskrimination, og som bliver undertrykt med social kontrol, trusler og vold?