Politik

Hvem har styrken til at stoppe sharia i Danmark?

BLOG: Hvis vi skal lykkes med at bryde den konservative islamismes indtog i vores samfund, så kræver det sandsynligvis en bred politisk enighed.

TV 2’s afsløringer af tilstandene i en række moskéer i Danmark har atter fået debatten om, hvorvidt der finder skjult udøvelse af Sharia-lov, massiv og generel kvindeundertrykkelse, børnevold, flerkoneri og andre konservative islamiske dyder sted midt og uantastet i vores demokratiske samfund.

Svaret er, ja. Det kan ingen efterhånden være i tvivl om. Spørgsmålet er blot, hvor udbredt det er og ikke mindst, hvorledes vi har tænkt at forholde os til disse udemokratiske og ikke vestlige forhold, der truer både udvalgte befolkningsgrupper og samfundet som helhed. Vi kan jo småskændes om, hvem der har lukket ører og øjne mest og længst for den langsomme, men konsekvente indførsel af love og leveregler. Og vi kan undre os over, at det er kommet så vidt, for advarsler har der sådan set været nok af. 

Måske er forklaringen på, at den konservative islamisme har fået fodfæste også i Danmark, vores egen ligegyldighed, slaphed og intellektuelle dovenskab.

Folketingets politikere har mødefri uge, og man kan håbe, at de bruger tiden på at fundere over denne helt grundlæggende udfordring for det danske samfund i stedet for at mundhugges over detaljer i landbrugspakker og ligegyldig voksenmobning af hinanden på Facebook. Læs for eksempel og i stedet Michel Houellebecqs skræmmende roman Underkastelse, om hvorledes Frankrig nærmest umærkeligt ændres til et ”Sharia light” samfund, og hvor ikke mindst den venstre intellektuelle klasses svigt spiddes grundigt.

Hold nu op med det dommedagssludder, vil svaret sikkert lyde. Især fra de velmenende. Og ja, der er stor forskel på Frankrig og Danmark, men der er også ligheder. Baggrunden for, at det reformerede muslimske parti kan vinde magten i Houellebecqs roman, er, at alle partier rotter sig sammen imod det højrepopulistiske parti Front National, der står til at kunne vinde præsidentposten. Dette leder ligeledes tankerne hen på Sverige med udelukkelsen af Sverigesdemokraterne i det politiske arbejde af rent principielle årsager. Så hellere acceptere parallelsamfund, overgreb på unge piger og  generel fortielse eller underkastelse.

Også i Danmark har Dansk Folkeparti vokset sig store på udlændingedilemmaerne - blandt andet på bekostning af den klassiske politiske midte. Partiets leder Kristian Thulesen Dahl (DF) fremstår efterhånden som en potentiel statsministerkandidat, og TV2’s moské-føljeton vil næppe standse den potentielle tilstrømning af nye vælgere. Udlændingespørgsmålet har ikke bare gjort DF store, men også rykket den politiske magtbalance siden folketingsvalget i 2001.  Det har rykket stemmer og sikret borgerlige statsministre. Det har også betydet mindre indvandring og tilstrømning, og - som det fremgik af efterårets vandring igennem Danmark mod Sverige - også gjort os mindre attraktive for asylansøgere og immigranter.

Det betyder, at vi vel stadig i Danmark har en mulighed for at kunne sige fra over for, at Sharia-love dikterer livet i visse dele af samfundet. Det samme kan næppe siges om dele af samfundet i fx England , Belgien eller Sverige. Men der er også en risiko for, at så længe udlændingespørgsmålet er den afgørende politiske kampplads, så bliver fokus mere på retoriske og signalmæssige sejre og på at holde Socialdemokraterne fra magten end på at løse de reelle problemer og udfordringer, som risikerer at vokse sig større og større, mens retorikken stiger til Støjbergske højder.

En helt afgørende forskel på Houellebecqs skræmmende nutidsgyser og Danmark, er den politiske midtes ageren. Både nationalt og lokalt har Socialdemokraterne reageret prompte og skarpt på meldinger fra danske imamer om stening af kvinder, vold mod børn og nægtelse af skilsmisse til voldsramte kvinder. Mette Frederiksens (S) generelle plan og ”frihedskamp” og borgmester i Århus Jacob Bundsgaard (S) specifikke plan for både at trække en klar grænse og samtidig hjælpe de unge muslimske medborgere, vidner om et Socialdemokrati, som gerne vil påtage sig den nok største udfordring for sammenhængskraften i det danske samfund i de kommende årtier.

Også SF’s Pia Olsen Dyhr er vågnet op og kalder til kvindekamp og solidaritet med de nydanske kvinder. Her er det i øvrigt ellers tankevækkende, med hvor stor stilhed fx Dansk Kvindesamfund forholder sig til, at store grupper af kvinder undertrykkes i det danske samfund og frarøves deres egne valg og frihed.  Og på kvindernes kampdag er det også sigende, at det primært er unge muslimske kvinder med Geeti Amiri i spidsen, der kalder til kamp for denne stadigt større kvindegruppes rettigheder og muligheder i samfundet. Er de danske feminister til pilates, mens deres mænd cykler, og så er der House of Cards bagefter?

Og ja, det er sgu lidt irriterende at blive forstyrret i al vores velerhvervede velfærd og tryghed. Men det her går ikke væk, og det er allerede blodig alvor for unge med muslimsk baggrund. Hvis vi ikke foretager os noget, så bliver det kun værre - for os alle sammen. Hvis vi altså ønsker at bevare demokratiet som det bærende element i samfundet, domstolene som uafhængige, ligestillingen mellem kønnene, den seksuelle frihed, uddannelse af begge køn osv.

Hvis vi i Danmark skal lykkes med at bryde den konservative islamismes indtog i vores samfund, så kræver det sandsynligvis en bred politisk enighed – måske endda nærmest borgfred på området i en længere periode mellem de tre store partier; Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Venstre.  For det lader sig næppe gøre, uden at vi må tage midler i brug, som vil møde massiv kritik fra flere sider – fx lukning af enkelte moskéer, udsmidning af imamer og opløsning af politiske grupperinger a la Hizb ut-Tahrir  Men også spørgsmål som fordeling af tosprogede elever, fastholdelse af traditioner som fx jul i børnehaver, deltagelse i skoleudflugter og indgriben i parallelmiljøer vil skabe støj og mislyd – også i Venstre og Socialdemokraterne

Spørgsmålet er så bare, om vi orker?