Moskeerne bag sløret

Opbakning til ny stormoske i Aarhus vakler efter TV 2-dokumentar

Rød blok i Aarhus har bakket opførelsen af en ny stormoske op, men nu vil S-borgmester undersøge foreninger. Blå partier bifalder udmeldingen.

Opbakningen til en ny stormoske i Aarhus vakler, efter TV 2s afsløringer i dokumentaren Moskeerne Bag Sløret. 

Aarhus’ socialdemokratiske borgmester Jacob Bundsgaard vil nu have foreningerne, der ønsker at bygge stormoskeen, undersøgt. 

- Vi er nødt til overveje, om de foreninger, der står bag den nye moske i Aarhus, agerer inden for landets lovning, når det drejer sig om den måde, de praktiserer deres religion på, siger han til DR Østjylland.

Udmeldingen bifaldes af blå blok i byrådet i Aarhus.  

- I 14 år har Jacob Bundsgaard støttet opførelsen af en stormoske ved Gellerup, og i 14 år har vi kæmpet imod. Det har vi gjort, fordi vi har advaret imod, at det vil forstærke parallelsamfundet i området, og fordi vi har været bange for, hvad der vil foregå i moskeerne, siger Venstre-manden Bünyamin Simsek til TV 2.  

Han glæder sig derfor over, at borgmesteren nu har ændret holdning efter TV 2s afsløringer, selvom han gerne havde set, at det var sket tidligere.  

- Det, de skjulte optagelser viser, er jo, at der er et parallelsamfund, hvor der er en sharia-komite, der har sit eget regelsæt uden om dansk lovgivning. Der er nedværdigende ord om kvinder og der foregår mandschauvinisme, siger Bünyamin Simsek og fortsætter:

- Og sådan parallelsamfund er skadeligt for vores land og for vores by.

Den kommende stormoske i Aarhus er stemt igennem af Socialdemokratiet, SF og Radikale, og en ny lokalplan er sat i gang. I klippet over artiklen kan du høre hele Bünyamin Simseks begrundelse for, hvorfor han mener, at byrådet i Aarhus skal revurdere den beslutning.