Moskeerne bag sløret

DF kræver moské lukket efter TV 2-afsløringer: - Det er sindssygt

Dansk Folkeparti vil lukke moskéen på Grimhøjvej i Aarhus efter TV 2s afsløring. Også en række andre integrationsordførere reagerer kraftigt.

Baggrund for programserien 'Moskeerne bag sløret'

TV 2 sætter med programserien ’Moskeerne bag sløret’ fokus på, om en række udvalgte moskeer modvirker eller medvirker til integration.

Læs om hvordan TV 2 har arbejdet med programmerne og en række af de overvejelser, TV 2 har gjort sig i den forbindelse.

Den kontroversielle moské på Grimhøjvej i Aarhus er endnu engang kommet i modvind, efter at TV 2 søndag med skjult kamera kan afsløre, hvordan moskéens imam, Abu Bilal, i en studiekreds underviser i stening og pisk i henhold til sharia-loven.

På optagelserne, der er en del af den nye dokumentarserie "Moskéerne bag sløret", forklarer imamen blandt andet, at muslimer skal stenes, hvis de er utro, mens en jomfru, der har sex før ægteskabet, skal piskes.

- Hvis en ægteskabsbryder, enten mand eller kvinde, begår hor, så er deres blod halal, og de skal dræbes ved stening. Hvis hun er jomfru, så er straffen piskeslag, siger imamen blandt andet.

Afsløringen står i stor kontrast til den måde moskeens talsmand, Oussama El-Saadi, omtaler moskéen. Til kamera siger han blandt andet, at moskeen overholder de danske regler.

TV 2 har vist de skjulte optagelser til flere folketingspolitikere, og alle stiller sig fordømmende overfor moskéen.

DF: Luk moskeen og begræns indvandring

Hos Dansk Folkeparti er integrationsordfører Martin Henriksen ikke overrasket over optagelserne.

- Det er sindssygt, men desværre er det ikke overraskende. Vi må konstatere, at det kan være svært at finde moderate imamer og moderate moskéer. Det her er jo så et eksempel på, at vi desværre har nogen, som er meget ekstreme og forskruede i deres tilgang til tilværelsen, siger han.

Martin Henriksen mener, at løsningen i første omgang er at lukke moskeen på Grimhøjvej og andre moskéer, der prædiker samme budskaber.

Men på længere sigt mener Dansk Folkeparti, at løsningen er at kigge på den danske asylpolitik:

- Det bedste man kan gøre er at begrænse indvandringen, især fra muslimske lande. Det er jo det, der er løsningen. Hvis man tillader, at den indvandring, vi ser nu, bare fortsætter, så bliver det her værre og værre.

S kræver svar af Inger Støjberg

Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen, kalder optagelserne rystende.

- Det er dybt, dybt uacceptabelt. At der overhovedet er nogle mennesker på den her planet, der kan have den her form for holdninger, er jo vanvittigt, siger han til TV 2.

Dan Jørgensen vil på baggrund af optagelserne nu stille spørgsmål til integrationsminister Inger Støjberg (V), for at få svar på, om hun er klar over, hvad der foregår:

- Om myndighederne holder øje med, hvad der foregår i de her moskéer. Om man har en plan for, hvordan man skal bekæmpe det. For det er nødvendigt, at vi har en fast hånd fra myndighedernes side.

Socialdemokraterne vil samtidig have undersøgt, om udtalelserne, der høres på optagelserne, er ulovlige.

Vil tage snak med ministre

Venstres integrationsordfører Marcus Knuth kalder imamens udtalelser ækle. Han påpeger, at det langt fra er først gang, at Grimhøjmoskéen markerer sig med kontroversielle holdninger.

- Det, der er så chokerende er, at der har været så mange sager omkring den her moské, og at det bare fortsætter. Det er næsten det værste – at de ikke har lært noget, og at de stadigvæk praktiserer de her ting, og opfordrer til den her stenalderagtige opførsel, siger han.

Marcus Knuth siger, at han vil tage en snak med flere ministrene om, hvad der kan gøres ved problemet, men fastslår, at Venstre står for en stram asylpolitik, herunder antiradikalisering.

EL: Lukning er ikke den rigtige løsning

De skjulte optagelser kommer ikke bag på Enhedslistens Johanne Schmidt Nielsen.

- Det er jo direkte uhyggeligt, at der er mennesker, der prædiker den her slags had og undertrykkelse, og at det foregår her i Danmark.

Hun håber, at politiet i første omgang vil undersøge, om imamens udtalelser er ulovlige, og dernæst bør der politisk sættes fokus på at oplyse om danske rettigheder i minoritetsmiljøerne.

- En af de måder, man sætter fokus på, at det her ikke er det kvindesyn og menneskesyn, vi har i Danmark og som man har i et demokrati, er i virkeligheden at sætte ind helt nede på folkeskoleniveau. At man har de grundlæggende snakke om, hvad det er for nogle rettigheder, der er, siger Johanne Schmidt Nielsen.

Hun erkender, at det er fristende at lukke moskeen på Grimhøjvej, men afviser, at det er den rette løsning.

- De vanvittige holdninger, som den her mand giver udtryk for, sidder jo ikke i murstenene. Det, man risikerer ved bare sådan at lukke moskeen, er, at de her holdninger går under jorden.

Johanne Schmidt Nielsen påpeger desuden, at politiet tidligere har advaret om at lukke moskeen på Grimhøjvej.

SF: Forstokkede imamer skal stoppes

Lukning af eller ej. I hvert fald bør Grimhøjmoskéen fyre imam Abu Bilal øjeblikkeligt som en logisk konsekvens af den dokumentation, som TV 2 har tilvejebragt. Det mener SFs integrationsordfører Jacob Mark.

- Det er bekymrende, at Grimhøjmoskéen ikke vil udtale sig. Men de imamer, der har de her forstokkede synspunkter, de skal afskediges. Vi kan ikke have sådan nogle gående rundt og have med børn og unge mennesker at gøre, siger han.

Jacob Mark foreslår desuden at oprette en ny imamuddannelse, og at myndighederne skal samarbejde mere med de imamer og rollemodeller, der har en positiv indflydelse på integrationen. 

Ønsker ikke at udtale sig til tv

I forbindelse med dokumentaren "Moskeerne bag sløret" har TV 2 sendt udskriften af de skjulte optagelser til moskéen på Grimhøjvej. Moskeen ønsker ikke at udtale sig til tv om de skjulte optagelser, før programmet har været sendt.

Til TV 2.dk siger formanden Oussama El-Saadi dog:

- Vi tror på islam, som den er, men som vores imam siger, så bor vi i Danmark, hvor der er frihed, og vi følger de danske regler og dansk lov. Så stening og pisk gælder ikke i Danmark.

- Vores imam er nødt til at svare, hvad han har læst i bøgerne om sharia, når TV 2s spion spørger ham om sharia. Vi kan ikke snyde og sige nogle forkerte ting om vores religion.

Første afsnit af dokumentar-serien "Moskeerne bag sløret" sendes tirsdag d. 1. marts klokken 20.50 på TV 2.