Politik

Løkke freder Eva Kjer: Mere sandsynligt med et valg end en fyring

- Det nemmeste ville være at fyre ministeren eller udskrive valg, siger statsministeren - og afviser begge dele.

Et kommende mistillidsvotum mod miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) får ikke statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til at ryste på hånden.

Heller ikke selv om Det Konservative Folkeparti torsdag fastholder, at partiet stemmer for – og dermed river tæppet væk under ministeren.

- Jeg kender udmærket positionerne. Får det mig til at afskedige min minister? Nej. Så er der det andet lidt mere sandsynlige udfaldsrum. Det er at udskrive folketingsvalg, siger Lars Løkke Rasmussen efter Venstres gruppemøde torsdag.

- Det nemmeste ville være at fyre ministeren eller udskrive et folketingsvalg. Jeg har klart redegjort for i går hvorfor de to udfaldsrum ikke lige er dem, man lige skal træde ind i. Derfor betræder vi nu den svære vej, siger statsministeren med henvisning til de forhandlinger, der senere i dag går i gang mellem de blå partier.

Både tillæg og tillid på dagsordenen

En times tid efter dagens vedtagelse af landbrugspakken i folketingssalen træder de borgerlige partiledere sammen for at drøfte en tillægsaftale til pakken, der skal gøre den noget grønnere – men den har ifølge statsministeren også et andet formål.  

- Jeg har et håb om, at vi både får en tillægs- og en tillidsaftale, siger han.

Hans egen tillid til miljø- og fødevareministeren fejler dog intet.

- Jeg har fuld tillid til min minister. Det manglede bare. Hun har stået i spidsen for at gennemføre den politik, ikke bare regeringen, men alle blå partier gik til valg på. Der er fremlagt alle relevante oplysninger, siger Lars Løkke Rasmussen efter Venstres gruppemøde torsdag formiddag.