Tre gange er regeringer faldet efter mistillid i Folketinget
Folketinget har aldrig væltet en enkelt minister. Men et flertal i Folketinget har flere gange trukket tæppet væk under regeringen.
- Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.
Sådan lyder Grundlovens paragraf 15, og tillid til ministrene er en central del af folkestyret. Hvis Folketinget ender med at miste den, kan den sætte en mistillidsdagsorden til afstemning. Glider den igennem med opbakning fra mindst 90 medlemmer af tinget, må ministeren gå af.
Det sker i praksis under en forespørgselsdebat i Folketinget, som foregår om onsdagen. Et mistillidsvotum er en såkaldt hasteforespørgsel, som skal fremsættes senest torsdag middag ugen før. Under forespørgsel kan partierne stille forslag om en afstemning om mistillid til ministeren.
Fogh gik af inden mistillidsdagsordenen
Men det er i praksis aldrig sket, at en enkelt minister har taget sin afsked efter en mistillidsdagsorden. Trækker det op til en mistillidserklæring fra Folketinget, vil ministeren i reglen vælge at træde tilbage inden det kommer så vidt. Det skete senest i 1992, da daværende skatteminister Anders Fogh Rasmussen (V) trådte tilbage efter afsløringen af kreativ bogføring i ministeriet.
Regeringen kan dog også vælge at gøre det til et kabinetsspørgsmål – og dermed tilkendegive, at en mistillidserklæring til ministeren opfattes som mistillid til hele regeringen, som derfor går af eller udskriver valg til Folketinget.
I det 20. århundrede er det kun sket tre gange, at Folketinget har stemt en mistillidserklæring til en regering igennem.
Tre regeringer, der faldt efter mistillid
1909
Under førstebehandlingen af finansloven opstår der en uenighed om forsvarspolitikken mellem Martin Madsen Halsted (Højre) og daværende konseilspræsident (statsminister) Ludvig Holstein Ledreborg (V), som munder ud i en mistillidsdagsorden.
Radikale Venstre og Socialdemokraterne stemmer for, og dermed er Ledreborg en færdig mand i dansk politik.
1947
Kan en statsminister udtale sig som privatperson om politisk ømfindtlige emner?
Det finder statsminister Knud Kristensen (V) ud af på den hårde måde, at man ikke kan. Efter Tysklands nederlag i 2. verdenskrig ønsker han at udnytte situationen til at revidere den dansk-tyske grænse, så Sydslesvig atter kan blive en del af kongeriget. Problemet var bare, at et flertal i Folketinget ikke er bag ham. End ikke hans egen udenrigsminister, Gustav Rasmussen (V), var med. Også den konservative leder John Christmas Møller er imod, fordi han mente, at det gør forholdet til Tyskland ganske anstrengt.
Radikale Venstre foreslår Venstre at finde en anden statsminister, så det ikke bliver nødvendigt med nyvalg, men det vil Knud Kristensen ikke acceptere. Radikale Venstre tilslutter sig en mistillidsdagsorden sammen med Socialdemokraterne, Danmarks Kommunistiske Parti og Retsforbundet og fældede dermed regeringen, der derefter udskrev valg.
1975
Efter jordskredsvalget i 1973 danner Poul Hartling en regering bestående af Venstre alene. Med 22 Venstre-mandater i ryggen bliver det den smalleste regering nogensinde. Ydermere er de borgerlige støttepartier stærkt svækkede.
Folketingets næststørste parti er Fremskridtspartiet, som har hele 28 mandater, hvilket bidrager til den parlamentariske ustabilitet. Det får Hartling at føle efter valget i 1975, hvor Venstre går frem, men hvor det lykkedes Socialdemokraterne, Venstresocialisterne og SF at samle flertal bag en mistillidsdagsorden til Hartling. Socialdemokraterne danner derefter regering med Anker Jørgensen som statsminister.
