Politik

Jarlov: Eva Kjer har ikke gjort det lettere for sig selv

Den konservative landbrugsordfører savner svar fra miljø- og fødevareministeren. Partiet vil nu drøfte, hvad der skal ske.

- Det er ikke blevet bedre for ministeren efter samrådet.

Sådan lyder det fra Det Konservative Folkepartis landbrugsordfører Rasmus Jarlov efter tirsdagens samråd med miljø- og landbrugsminister Eva Kjer Hansen (V).

Under det knap tre timer lange samråd kom der ikke mange erkendelser fra ministeren. Hun ville dog medgive, at der burde have været en stjerne ud for en tabel, så det klart var fremgået, at udgangspunktet for effekterne af landbrugspakken er året 2012.

Hverken Rasmus Jarlov eller oppositionens miljø- og landbrugsordførere havde held med at få ministeren til at krybe yderligere til korset.

- Jeg mener, tallene er fuldt ud retvisende hele vejen igennem. Jeg ærgrer mig over, at jeg ikke har sat den stjerne. Jeg medgiver gerne, at jeg skulle have sat den ind. Men jeg forstår, at forskerne er enige i slutresultatet, lød det fra ministeren.

Stridens kerne er måden, hvorpå pakkens effekter er regnet ud. Miljø- og Fødevareministeriet har i beregningerne taget nogle positive effekter for årene 2012-2015 med i tallene for årene 2016-2021. På trods af, at de egentlig intet har med landbrugspakken at gøre. Dermed går pakkens miljøregnskab i plus for de første år af pakkens levetid. 

Det får pakken til at se grønnere ud end den egentlig er, lyder det fra kritikerne. Fakta er, at landbrugspakken isoleret set fører til, at der udledes mere kvælstof i naturen i 2016, 2017, 2018 og 2019, fremgår det af ministeriets egne tal.

- Tillid er afgørende

Ministerens manglende indrømmelser ærgrer den konservative landbrugsordfører. Hans partifælle, miljøordfører Mette Abildgaard, kalder ministeren arrogant.

- Jeg er skuffet over, at ministeren ikke vil erkende, at det er et problem, at der har været lagt nogle tal frem, som ikke retvisende beskriver konsekvenserne af landbrugspakken, siger Rasmus Jarlov.

Har du stadig tillid til ministeren? Det er jo et ret afgørende ord her på Christiansborg?

- Det er nemlig et ret afgørende ord. Vi holder et møde nu, og vi vil meddele senere hvordan vi forholder os til det. Jeg har ikke mere at sige til det nu – andet end at ministeren ikke har gjort det lettere for sig selv ved ikke at erkende problemet i, at hun ikke har brugt retvisende tal, siger det fra Rasmus Jarlov.

Konservative drøfter nu næste skridt

Selv fastholder Eva Kjer Hansen (V) efter samrådet, at hun ikke har vildledt Folketinget om virkningen af landbrugspakken.

 - Jeg har jo lagt alt åbent frem, sendt rapporter og notater til Folketinget, så Folketinget har kunnet følge med i forudsætninger bag de politiske beslutninger, vi har truffet. Det står jeg fuldt ud på mål for, siger hun.

Ifølge TV 2s oplysninger mødes Rasmus Jarlov og miljøordfører Mette Abildgaard (K) i disse timer med den konservative ledelse for at afgøre, hvordan partiet nu skal forholde sig. Tidligere har De Konservative udelukket at udtale mistillid til ministeren, men har ikke afvist at give hende en næse. 

Det er uvist, hvordan partiet nu forholder sig. TV 2 følger sagen.