Politik

Søren Pind vil undersøge forældelsesregler efter TV 2-dokumentar

Justistminister Søren Pind vil undersøge, om forældelsesreglerne i forbindelse med børnesager skal ændres.

Det fortæller han til TV 2, efter at dokumentaren Anbragt i Helvede blev vist i sidste uge.

- Jeg har bedt min folk om at indlede en dialog med de relevante organisationer, så jeg inden sommerferien kan vende tilbage til folketinget og orientere om, hvordan landet ligger, og om der er noget, vi skal kigge på, siger Søren Pind.

Ikke ud af den blå luft

Han vil ikke gå yderligere ind i den konkrete sag om Nanna Hansen og Sapran Hassna, der fortalte om deres barndom i ’helvedeshuset’.

Alligevel er det ikke tilfældigt, at han ønske at kigge på forslaget netop nu.

- Det er jo ikke ud af den blå luft, at jeg tager det op. Den problemstilling, der er oppe at vende, skal vi have kigget på. Det, tror jeg, et bredt flertal er villige til, siger  Søren Pind.

Og han indrømmer, det haster mere, end ved mange andre lovforslag.

- Jeg vil ikke følge den normale praksis, hvor man sender et forslag til et udvalg og venter to-tre år på at beslutte noget, siger Søren Pind.

De organisationer - blandt andre Børns Vilkår - der har kaldt på en lovændring, får nu mulighed for at komme med deres bud.

- De skal nok holde øje med deres postkasse de nærmeste dage, siger ministeren.

Han forventer, at en lovændring vil kunne gennemføres inden sommerferien.

Kommunerne er på rette vej

Social og indenrigsminister Karen Ellemann (V) svarede i dag i Folketingssalen på spørgsmål fra familieordførere for Dansk Folkeparti, Karin Nødgaard, om samme sag.

Karin Nødgaard mener ikke, at de nuværende regler bliver overholdt ude i kommunerne, og fremsatte derfor følgende spørgsmål:

Agter regeringen at indskærpe over for kommunerne, at lovgivningen skal følges i sager, hvor der er indberettet omsorgssvigt og misbrug af anbragte børn, og overvejer regeringen sanktioner over for kommuner, der ikke lever op til deres tilsynsforpligtelser? 

- Det siger sig selv, at det er af helt afgørende betydning, for at kunne følge med i hvordan barnet har det, at man også taler med barnet. Og det er et at de punkter, hvor jeg faktisk tror, at kommunerne er på rette vej - men man selvfølgelig også spørge, om vi så er fuldstændig i mål. Noget tyder på, vi ikke er helt i mål endnu, svarede Karen Elleman.