Kæmpe tilbagegang for Socialdemokraterne: Ikke set siden 1998
Den seneste tids heftige debat om udlændingestramninger ser ud til at have ramt Socialdemokraterne exceptionelt hårdt.
En ny meningsmĂĄling, foretaget af Megafon for TV 2 og Politiken, viser et markant fald i opbakningen til partiet med Mette Frederiksen i spidsen.
Blot 19,3 procent af vælgerne ville sætte deres kryds ved liste A, hvis der var valg i morgen. Dermed er partiet gået syv procentpoint tilbage siden den seneste Megafon-måling, som blev foretaget i november. Et fald, der er langt større end den statistiske usikkerhed.
Faldet er så markant, at Megafon har lavet en kontrolmåling for at sikre sig, at der ikke er tale om en fejl. Der er således godt dobbelt så mange respondenter i den samlede meningsmåling, end det normalt er tilfældet.
- Det er et historisk fald. Vi skal helt tilbage til 1998, hvor Nyrup brød sit efterlønsløfte, for at se flere vælgere forlade Socialdemokraterne så hurtigt, siger Asger H. Nielsen, der er direktør for Megafon.
- SĂĄ det er altsĂĄ det, man kan kalde frit fald.
Mette Frederiksen kan dog glæde sig en smule over, at mange af de vælgere, der vender ryggen til hende, bliver i rød blok. Således går både Alternativet og Radikale markant frem. Alternativet står nu til at få næsten hver tiende stemme, mens Radikale kan glæde sig over en tilslutning på 8,5 procent. Rød blok er samlet set en smule større end blå: 51,7 procent over for 48,3 procent.
Årsag: Udlændingepolitikken
Megafon har samtidig spurgt respondenterne om årsagen til, at de nu vil sætte krydset et andet sted. Og her peger mere end otte ud af ti af de frafaldne socialdemokrater på udlændingepolitikken.
Socialdemokraterne har den seneste tid foretaget et højresving i tilgangen til udlændingepolitikken. Under overskriften ”Vi vil gøre alt for at begrænse antallet af ikkevestlige flygtninge og indvandrere" slog partiets magtfulde gruppeformand Henrik Sass Larsen i slutningen af december i et indlæg i Politiken fast, at det danske samfund ”står over for en social katastrofe” som følge af de øgede udgifter, der skal gå til at håndtere de mange flygtninge, der er kommet til landet.
Mette Frederiksen har efterfølgende slået fast, at partiet ønsker, at EU’s ydre grænser lukkes, og at flygtninge skal blive i lejre i deres nærområder og søge asyl derfra i stedet for at rejse til Danmark.
S-formanden har samtidig bekendtgjort, at de famøse socialdemokratiske vestegnsborgmestre havde ret, da de i 80-erne og 90-erne forsøgte at få partiledelsen på Christiansborg til at arbejde for at bremse tilstrømningen.
Og i tirsdags stemte Socialdemokraterne – minus tre medlemmer af folketingsgruppen – for en lang række omdiskuterede stramninger af udlændingepolitikken. Heriblandt at give myndighederne mulighed for at beslaglægge flygtninges værdigenstande, samt en forringelse af flygtninges mulighed for at få familiesammenføring.
S-ordfører: Det har ikke været nemt
- Jeg gik ikke ind i Socialdemokratiet, fordi jeg synes det er sjovt at stramme familiesammenføringsreglerne for børn og deres familier. Og der er ingen tvivl om, at det har været en svær uge for rigtig mange, siger Socialdemokraternes politiske ordfører Nikolaj Wammen om målingen.
- Vi fører fra Socialdemokraternes side en politik, hvor vi ønsker at finde en balance – på den ene side hjælpe mennesker i nød, og samtidig passe godt på vores velfærdssamfund. Og vi kan jo se, at vi står med en helt ekstraordinær stor udfordring netop nu. Og der er ikke noget, der tyder på, at den bliver mindre de kommende år – tværtimod.
Han fortryder dog ikke, at partiet sammen med blå blok tirsdag stemte for nye udlændingestramninger.
- Vi står ved de beslutninger, vi har truffet. Vi mener, at det er de rigtige. Men jeg forstår godt, at rigtig mange mennesker synes, at det er svært. Det har bestemt heller ikke været nogen nem opgave for os, siger han.
I blå blok er vælgerforskydningerne mindre. Venstre går godt et procentpoint tilbage, mens Dansk Folkeparti går en smule frem i forhold til den seneste måling.
Med Socialdemokraternes markante tilbagegang står Dansk Folkeparti således til at blive Folketingets største parti, hvis der var valg i morgen.