Politik

Tre S-medlemmer bryder partilinjen og stemmer imod stramninger

Socialdemokraterne Mette Gjerskov, Yildiz Akdogan og Daniel Toft Jakobsen går imod partilinjen og stemmer imod det omstridte lovforslag L87, som indeholder en række asylstramninger. L87 vedtages i morgen, tirsdag. Det skriver Ritzau.

Tidligere har alle tre medlemmer luftet deres utilfredshed med lovforslaget.

- Det, jeg har svært med, er, at vi ikke er stærke nok i forhold til at stille krav til udviklingsbistanden. At gøre noget ved problemet i stedet for kun at lave stramninger. Det er min hovedanke. Der er elementer i det her forslag, som er problematiske. Men jeg tror da, at det vil være fuldstændig retfærdigt at sige, at der ikke er nogen socialdemokrater, der synes, det her er en sjov situation, sagde Mette Gjerskov til TV 2 tidligere på måneden.

Den tidligere fødevareminister og nuværende udviklingsordfører skosede dengang også regeringen for at have været "sløset" med hensyn til informationsmængden over for Folketinget.

Helt til grænsen

Trods de tre socialdemokraters modstand vil der efter alt at dømme være et solidt flertal for lovforslaget i Folketinget.

 Det kontroversielle og meget omtalte smykkeforslag er en af de asylstramninger, der gemmer sig bag L87. Det betyder, at politiet fremover kan visitere en asylansøger og konfiskere penge og værdigenstande til en værdi over 10.000 kroner, som ikke har særlig affektionsværdi. Meningen med beslaglæggelsen er, at værdigenstandene skal være med til at finansiere asylansøgerens ophold i Danmark. 

Foruden smykkeforslaget indeholder L87 også en anden omdiskuteret stramning - nemlig den om forlængelse af ventetiden på familiesammenføring til tre år for flygtninge med midlertidig beskyttelsesstatus. Især omkring reglerne for familiesammenføringen er "vi helt ude ved grænsen" i forhold til konventionerne, har udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) tidligere udtalt. I dag er ventetiden ét år.