Politik

Rohde og Helveg pustede til international fordømmelse af Danmark

De danske radikale Europa-parlamentarikere, Jens Rohde og Morten Helveg Petersen, har arbejdet aktivt på, at Danmark skal stå skoleret i Bruxelles på grund af asylpolitikken.

Det viser e-mails, som TV 2 er kommet i besiddelse af.

Både Morten Helveg og den tidligere Venstremand, Jens Rohde, har ellers afvist et medansvar, efter at udenrigsminister Kristian Jensen lørdag på TV 2 beskyldte danske EU-parlamentarikere for at stå bag ”meget af den negative omtale af Danmark”.

Jens Rohde kaldte i går anklagen for ynk.

- Det er noget provinsielt ynk. Det viser, at regeringen tror, den lever på en øde ø, sagde han til Ritzau.

Helveg: Anklager var "noget pjat"

Morten Helveg kaldte anklagerne fra udenrigsministeren noget ”pjat”.

- Jeg synes, det er noget pjat. Regeringen har jo selv indrykket annoncer i udenlandske aviser for at reklamere for sin politik, sagde Morten Helveg i går til TV 2 og fortsatte:

- Jeg fører en anstændig og ordentlig tone. Hvis der er nogen, som kan føre bevis på det modsatte, så hører jeg gerne det.

Har lagt pres på

TV 2 er imidlertid nu kommet i besiddelse af e-mails, som viser, at de to parlamentarikere har været særdeles aktive i at få Danmark til at stå skoleret i Bruxelles på grund af stramningerne i asylpolitikken.

I en e-mail 9. januar til lederen af den liberale gruppe i parlamentet, ALDE, Guy Verhofstadt, skriver Jens Rohde en forklaring på sin exit fra Venstre. Udover at kalde forslaget om at tage værdigenstande fra flygtninge ”en skændsel” foreslår han, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) skal stå skoleret om asylstramningerne i den liberale gruppe og parlamentet:  

- Mit forslag er, at vi i ALDE og måske parlamentet i sin helhed inviterer Lars Løkke Rasmussen til en debat for at forklare og diskutere, hvad der foregår i Danmark, skriver Jens Rohde.

Udenrigsminister Kristian Jensen (V) og integrationsminister Inger Støjberg (V) var i dag, mandag, i Bruxelles for at diskutere de danske asylstramninger i udvalget for borgernes rettigheder, LIBE.

Men i en fælles e-mail 20. januar fra Morten Helveg og Jens Rohde til den liberale gruppe, ALDE, fremgår det, at de to gerne så en større debat end der oprindeligt var lagt op til – og beklager sig samtidig over, at EU-debatten var lagt for sent til at kunne lægge pres på den danske regering til at ændre lovforslaget.

Helveg afviser

Debatten ”mangler den nødvendige opmærksomhed og kommer for sent til at have en effekt på den danske lovgivning. Husk, at den lovgivning skal implementeres i næste uge i det danske parlament. Der er derfor i den grad brug for en debat med danske regering – hurtigt,” skriver de.

Morten Helveg Petersen afviser i et interview med TV 2, at mailen er et forsøg på at puste til fordømmelsen af Danmark.

- Der var lagt op til, at det skulle være et lille møde med koordinatorer fra hver gruppe. Og et møde som kom efter vedtagelsen i Folketinget. Vi ønskede, at det skulle være større og med mere opmærksomhed. Ikke for at skade Danmark, men fordi vi er uenige i politikken, siger han. 

Men har Kristian Jensen så ikke ret i, at I har arbejdet aktivt på at puste til fordømmelsen af Danmark?

- Nej. Hus forbi. Det er rigtigt, at jeg gerne ville have maksimalt fokus på området, men det er ikke for at skade Danmark, men fordi vi synes, den førte politik er forkert. Sådan er parlamentarisk arbejde.

TV 2 har uden held forsøgt at få en kommentar fra Jens Rohde.