Politik

Hækkerup tager på ferie og frasiger sig løn: Men tager eftervederlag med sig i stedet

Socialdemokraternes tidligere forsvarsminister og nuværende udenrigsordfører og formand for Folketingets udenrigsudvalg, Nick Hækkerup, river fem uger ud af kalenderen og tager til New Zealand og Bali med familien.

Hækkerup har derfor anmodet Folketinget om orlov. Da det er af såkaldt ”andre grunde”, får han ikke sit normale vederlag fra Folketinget under ferien. Det gør man kun, hvis man eksempelvis er sygemeldt. Men han modtager stadig sit ministereftervederlag på 51.358 kroner om måneden, mens han holder orlov.

Og det er der - ifølge ham selv - ikke noget odiøst i. 

'Følger reglerne'

- Jeg følger reglerne til punkt og prikke og har ikke hørt om nogen, der har frasagt sig deres ministereftervederlag, siger Nick Hækkerup til TV 2.

Men har du overvejet at droppe eftervederlaget i den periode?

- Nej, og så vidt jeg ved, kan man heller ikke gøre det. Det er der sikkert nogen, der synes er for galt. Men det må de jo selv rode med. Jeg har det sådan, at jeg følger de regler, der er vedtaget. Hvis jeg forlod politik, ville jeg også få eftervederlag. Det er jo ikke koblet op på noget som helst.

EL: En af de mange urimelige regler

Beslutningen om at tage på ferie og samtidig få eftervederlag vækker forargelse hos næstformanden for Enhedslistens folketingsgruppe, Pernille Skipper.

- De ellers fornuftige regler, der gælder om, at folketingsmedlemmer ikke får løn, når de holder lang ferie, bliver jo omgået her, når man så samtidig kan tage sit eftervederlag med. Man burde slet ikke få eftervederlag, når man har en anden indtægt, siger hun til TV 2.

Hun mener, situationen er ”absurd”.

- Det er rimeligt nok, at folketingsmedlemmer kan få orlov. Men det må vi altså betale af egen lomme. Det er ikke rimeligt, at man får løn under ferie. Det er en af de mange helt urimelige regler, der eksisterer for politikere, hvor kasserne er så adskilte, at man kan hæve af flere på en gang, lyder det fra Pernille Skipper.

Nick Hækkerup afløses af Malou Lunderød, der ved valget i juni var blot 73 stemmer fra at komme i Folketinget.