Politik

Nu skal regeringen stå skoleret om smykkelov i EU

Europa-Parlamentet har onsdag formiddag besluttet, at den danske regerings omdiskuterede asylstramninger, herunder den såkaldte "smykkelov", mandag skal debatteres i Bruxelles.

Det er EU-Parlamentets borgerrettighedsudvalg, det såkaldte LIBE-udvalg, der skal se nærmere på det danske lovforslag, som blandt andet vil tillade de danske myndigheder at konfiskere værdier fra danske asylansøgere.

- Folk hernede forstår ikke, hvad der foregår. Det trækker overskrifter i internationale medier, og det er klart, at det også fremkalder en reaktion fra Parlamentet. De grundlæggende værdier i det europæiske samarbejde bliver taget ret alvorligt, så når man hører om, at vi konfiskerer smykker, så er det oplagt, at man gerne vil høre, hvad det går ud på, siger De Radikales Europa-Parlamentsmedlem og medlem af LIBE-udvalget, Morten Helveg Petersen, til TV 2.

Den danske regering er blevet inviteret til at deltage og redegøre for sit lovforslag, og til TV 2 oplyses det, at regeringen vil stille med en minister på mødet på mandag.

Udvalg ville vente med sagen

LIBE-udvalget er blevet bedt om at tage sig af sagen om de omdiskuterede danske asyllove, men på et møde i mandags valgte udvalget ikke at tage sagen op før til februar.

Men det var for sent, mente et flertal i Parlamentet, som i stedet besluttede at smykkeloven skal på dagsordenen i udvalget allerede på mandag. Parlamentet afviste et andet forslag om at arrangere en hastedebat i plenarsalen allerede i denne uge.

- Jeg synes, det er godt og rigtigt at få en dialog om det her lovforslag, og der er nogen, der vil være rigtig kritiske over for det. Inklusiv mig selv, siger Morten Helveg Petersen.

Ved afstemningen stemte 188 for at diskutere det danske lovforslag på mandag, mens 108 stemte imod. 37 undlod at stemme.

DF: Oprørende at EU blander sig

Særligt den grønne gruppe i EU-Parlamentet har presset på for at få det danske lovforslag taget op til debat i Bruxelles. De er særligt utilfredse med den yderligere stramning af familiesammenføringsreglerne samt muligheden for at tage værdier fra flygtninge.

- Vi Grønne har råbt og gjort ved for at få diskuteret en lovgivning, som, vi mener, strider mod menneskerettighederne og dermed EU's værdigrundlag. Hvis loven er så fair, som V og S siger, har de vel netop interesse i, at vi diskuterer den, så alle kan forstå deres gode intentioner. Som det tegner sig nu, er det pinligt og uværdigt og bidrager til Danmarks dårlige omdømme i EU, udtaler SF's Margrete Auken i en pressemeddelelse.

Dansk Folkepartis parlamentsmedlem Anders Vistisen udtalte sig onsdag i plenaren, da den danske lov blev diskuteret. Han kalder det "oprørende"  at EU-Parlamentet forsøger at blande sig i dansk udlændingepolitik.

- Danmark har et forbehold, som vælgerne lige har bekræftet, og derfor er det en hån mod de fælles spilleregler og den danske befolkning, at EU-Parlamentet ikke vil respektere danskernes ret til selvbestemmelse, siger han i en skriftlig kommentar til TV 2.

Han mener, at Dansk Folkeparti er det eneste parti fra Danmark, der i Parlamentet forsvarer den del af Folketinger, som har valgt at støtte udlændingestramningerne.

- Det vil klæde Venstre og Socialdemokraterne, hvis de turde stå på mål for deres egen politik – også når de er hos vennerne i Bruxelles, siger Anders Vistisen.