Politik

LA vil suspendere konventioner: Flygtninge skal afvises ved grænsen

I et nyt flygtningeudspil foreslår Liberal Alliance, at Danmark suspenderer sin deltagelse i FN's flygtningekonvention i to år samt, at Danmark i den periode gør det umuligt at søge asyl i Danmark. Det skriver Berlingske torsdag.

Partiet præsenterer udspillet under overskriften "Human og fornuftig hjælp i nærområderne" og kalder det et "udspil til omlægning af flygtningeindsatsen".

Umiddelbart ligner udspillet heller ikke en spareplan, men netop en "omlægning". Liberal Alliance vil ifølge udspillet "hjælpe flere" og "hjælpe dem bedre". Det skal blandt andet ske ved at hjælpe mere i nærområderne frem for at tage imod flygtninge i Danmark.

Konkret vil partiet lade være med at tage imod asylansøgere i de to år, flygtningekonventionen suspenderes, og i stedet forpligte sig til at tage imod flere kvoteflygtninge og hjælpe mere i nærområderne.

S og V afviser "gratis snuptagsløsninger"

Både Venstre og Socialdemokraterne er dog hurtige til at lange ud efter forslaget. 

- Det er en gratis omgang fra Liberal Alliance. De ved, denne løsning ikke har gang på jorden. Ingen ansvarlig regering vil melde Danmark ud af det internationale fællesskabs som det jo vil ske, hvis vi gør det her, siger Socialdemokraternes udlændingeordfører, Dan Jørgensen.

Samme tone lyder fra Venstres Marcus Knuth:

-  Det virker som om, der er gået lidt inflation i forslag om gratis snuptagsløsninger, som ikke rigtig hører til i den virkelige verden. Det ville jo også løse problemet, hvis vi kunne knipse med fingrene og skabe fred i Syrien, men det er jo nok også lettere sagt end gjort, siger udlændingeordføreren og pointerer:

- Konventioner er altså ikke sådan noget, man kan shoppe ind og ud af og sige, at nu vil vi ikke lige være med de næste to år. Ikke hvis man vil tages alvorligt som land i hvert fald.

Radikale: Skal man grine eller græde?

Også udenrigsordfører for det Radikale Venstre, Martin Lidegaard, ryster på hovedet af LA's politiske udspil. Han siger til TV 2, at han ikke ved, om han skal grine eller græde.

- Liberal Alliance er et parti, der er designet til at nedsætte skatten i Danmark. Al anden politik bliver designet til, hvad der passer i folkestemningen og det er ikke særligt troværdigt, siger Martin Lidegaard.

Simon Emil Ammitzbøl forsvarer LA's stærkt kritiserede asyludspil i videoen herunder. Læs de vigtigste pointer i udspillet under videoen:

TV 2 bringer et nedkog af hovedpunkterne fra Liberal Alliances udspil

To år uden for flygtningekonventionen

Danmark suspenderer sin deltagelse i FN’s flygtningekonvention og europæiske regler om samme i to år.

Partiet mener, at konventionerne skal gentænkes, da virkeligheden i dag er en helt anden end dengang, aftalerne blev indgået. Det var i efterdønningerne af Anden Verdenskrig. Dengang "forestillede ingen sig, at flygtninge fra hele verden skulle ønske asyl i Europa."

- Kun ved at suspendere konventionen, kan vi rykke hjælpen til nærområderne. Ud over at hjælpe flere kan vi på den måde også undgå, at tusinder af fordrevne familier begiver sig ud på farefulde rejser på tværs af kontinenter, skriver Liberal Alliance.

Ingen kan søge asyl i Danmark 

I den to-årige suspensionsperiode, Liberal Alliance vil suspendere FN's flygtningekonvention, skal det ikke være muligt at søge asyl i Danmark. Helt konkret vil man afvise flygtninge ved grænsen til Danmark.

Liberal Alliance skriver: 

- Forståelsen af, hvad det vil sige at være flygtning, ser ud til at være ændret. For Liberal Alliance er det derfor værd at holde fast i, at flygtninge først og fremmest er personer, der er direkte og personligt forfulgte. Vi er nødt til at sikre os, at vi hjælper de mest nødlidende på den mest effektive måde.

Flere kvoteflygtninge

Derfor vil Liberal Alliance tage imod flere såkaldte kvoteflygtninge. Liberal Alliance foreslår, at Danmark i suspensionsperioden opjusterer antallet af kvoteflygtninge fra FN’s flygtningelejre til 4.000 om året.

- På den måde redefinerer vi asylindsatsen, så vi hjælper dem, der har mest brug for det. Hjælpen vil blive givet til de mennesker, der i lange perioder har siddet i FN-lejre, og som er fordrevne fra krig. 

Finansiering til hjælp i nærområderne

Ved at afvise flygtninge ved grænsen og i stedet tage imod et bestemt antal kvoteflygtninge, vil man spare nogle af de udgifter, Danmark har i dag.

LA foreslår, at de penge, der spares, går ubeskåret til hjælp i Syrien og Syriens nærområder. 

Dermed mener Liberal Alliance, at man vil kunne hjælpe flere. Hjælpen vil også være mere langsigtet, mener partiet, idet man eksempelvis kunne sikre, at børn, der opholder sig i nærområdernes lejre i årevis, får adgang til skolegang.

EU's ydre grænser skal styrkes

Regeringen skal samle en koalition af Schengen-lande, der ønsker at styrke de ydre grænser, så de indre kan bevares åbne. 

Partiet understreger, at det ikke handler om at tørre problemerne af på Grækenland og Ungarn, men om at finde fælles løsninger. 

Liberal Alliance vil foreslå, at Danmark tager aktivt del i en mere omfangsrig sikring af EU’s ydre grænser.