Politik

Mette Frederiksen: Derfor kan vi ikke bare lukke alle ind

Se hele interviewet med Mette Frederiksen mandag 10.30, 14.30, 18.30 og 00.00 på TV 2 News eller på TV 2 Play.

Når Socialdemokraterne er så ivrige efter at lægge stemmer til stramninger af udlændingepolitikken, at partiet undertiden beskyldes for at have overhalet Dansk Folkeparti højre om - så er det fordi flygtningestrømmene i Europa sætter vores samfundsmodel under pres.

Det siger den socialdemokratiske formand Mette Frederiksen i et længere interview med TV 2's politiske analytiker Thomas Funding, som sendes på TV 2 News mandag.

- Vi har en særlig samfundskontrakt mellem hinanden. Vi yder i perioder af vores liv og nyder i andre perioder - når vi er børn, er syge og ældre. Det vil jeg værne om. Og den samfundsmodel, vi har, kan kun bestå, hvis der er flere der bidrager, end der er folk, der bruger, forklarer hun.

Danmark må kunne følge med, lyder det fra S-formanden.

- Vi bliver nødt til at sikre os, at vi kan følge med herhjemme, for i mine øjne er det hverken særligt heroisk eller særligt humant at få så mange hertil, at problemerne bliver kæmpestore her i vort eget land. For vi er ikke særlig gode til at integrere.

Ingen kan hjælpe alle

Alternativt vil det få konsekvenser for os alle sammen. Ikke mindst i en situation, hvor regeringen ifølge S-formanden "tvinger minusvækst igennem i kommunerne", som også er dem, der skal løse opgaven med at integrere flygtninge og indvandrere.

- Hvis vi skal modtage rigtig mange flygtninge, så vil det - med mindre vi får integrationen til at lykkes 100 procent, og det tror jeg ikke på - ende med at alle andre skal arbejde mere eller at vi må ud i kæmpestore besparelser på velfærden. Det kan ikke forsvares, siger hun.

Mette Frederiksen erkender, at det ikke er nemt at lægge stemmer til, at flygtninge først kan få familiesammenføring efter tre år - og ikke som hidtil efter et år. Men, siger hun:

- Ingen politiker, intet parti, intet land kan hjælpe alle de millioner, der er på flugt, så et eller andet sted skal grænsen sættes. Nogen af os tør tage den diskussion mere ærligt i mine øjne end andre gør. Der er behov for at sikre en bedre balance.

Hvordan tror du, det er for et barn ikke at se sine forældre i tre år? - Det tror jeg er ualmindeligt hårde vilkår, ligesom det i øvrigt er at være underlagt et regime i Syrien, som der ikke er noget positivt at sige om eller for den sags skyld at være forfulgt af Islamisk Stat, siger Mette Frederiksen.

"Der er ikke noget, der er skredet"

Hendes svar er internationale løsninger.

- Vi kan godt land for land stramme vores egen lovgivning. Det løser reelt ingen problemer. De reelle løsninger på problemerne er at sørge for en fredelig udvikling i Mellemøsten og så en meget, meget stærkere indsats i nærområderne.

Hvor går grænsen for hvor langt I kan stramme? - Grænsen går ved det rette balancepunkt mellem humanisme og realisme. Vi skal hjælpe mennesker på flugt.

Men kan den grænse ikke let skride? - Jeg synes ikke, det skal skride. Men jeg synes heller ikke, du kan sætte det op på en fast formel.

Risikerer man ikke at ende et sted, hvor I er gået for langt? - Jeg gør ikke noget uden at gå ind i det med åbne øjne. Der er ikke nogen af de beslutninger, Socialdemokraterne har truffet, som jeg ikke har overvejet meget nøje. Der er ikke noget, der skrider. Men selvfølgelig er der en grænse. Hele Europa flytter sig. Det gør Europa fordi alle kan se, at situationen er uholdbar.

Se hele interviewet med Mette Frederiksen mandag 10.30, 14.30, 18.30 og 00.00 på TV 2 News eller på TV 2 Play.