Politik

Kendt forfatter: Her er min farmors ring, Støjberg

Vedlagt et opsigtsvækkende brev til udlændinge-  integrations- og boligminister Inger Støjberg (V), som han har offentliggjort på Facebook, afleverer den kendte forfatter Christian Mørk nu en ring, der har tilhørt hans farmor Emma, til ministeren.

Christian Mørks oldefar kom til Danmark i 1860'erne med sin kone - de flygtede fra Kaliningrad i Rusland.

- Hans søn, andengenerationsindvandreren Max giftede sig med min farmor, Emma. Danmark har lige siden givet min familie det bedste, landet har at byde på. Jeg er født i Danmark og er taknemmelig for disse privilegier. Mig bekendt blev min oldemor ikke bedt om at aflevere sine værdigenstande ved grænsen. Med tanke på alle dem, der nu står for at blive udsat for denne nedværdigelse, sender jeg Dem derfor nu min farmors ring, skriver Christian Mørk i Facebook-opslaget.

Ikke vielsesring

Christian Mørk, der er søn af skuespillerne Erik Mørk og Susse Wold (Erik Mørks mor var Christian Mørks farmor Emma) understreger, at det ikke er hans farmors vielsesring, han har sendt.

- For jeg ved, De har sagt, det kun er alle de andre ting, der kan lægges beslag på, skriver han.

Christian Mørk skriver også, at han ikke ved hvad ringen er værd - men at Inger Støjberg bare kan beholde den.

- Men hvis ikke politiet ønsker at vurdere den, kan De trygt beholde den alligevel som en pant med tilbagevirkende kraft. For jeg har meget at være Danmark taknemmelig for. Ikke mindst dets borgeres evne til at handle med omtanke og værdighed frem for med blindhed, skriver Christian Mørk, som bor i New York.

Overfor TV 2 understreger Christian Mørk, at det især er formuleringen i lovforslaget, om at man må "ransage" folks "ejendele" for at finde værdier, der støder ham.

- Det vækker mindelser om nogle episoder i Europas historie, som vi ikke så gerne ser gentaget, siger Christian Mørk til TV 2.

Han understreger også, at han ikke modstander af, at flygtninge, der kommer til Danmark, skal bidrage til det danske samfund, hvis det viser sig, de er formuende.

- Men det er metoden, det er galt med. Jeg tror, man må finde en anden måde at inddrive de penge på. Nu er jeg ikke politiker, så det vil jeg overlade til dem, siger Christian Mørk.

Presse- og kommunikationschef Mia Tang, udlændinge- integrations- og boligministeriet oplyser, at Inger Støjberg ikke er tilgængelig for en kommentar 1. juledag.

SE INGER STØJBERG FORTÆLLE OM LOVFORSLAGET I VIDEO OVER ARTIKLEN