Rønn ønsker internt V-opgør: - Der er folk, der overvejer at gå
Venstres mangeårige folketingsmedlem og tidligere integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) kommer nu med en opfordring til kritikerne i partiet – og med en krasbørstig opsang til partiets linje på Christiansborg.
- Jeg vil opfordre dem, jeg ved, der i dag overvejer at melde sig ud, til, at de i stedet kommer på banen med deres holdninger. Navnlig byrådsmedlemmer, der deltager i integrationsarbejdet, lyder det fra Birthe Rønn Hornbech.
Hun har fået flere henvendelser fra fortvivlede V-medlemmer, der spørger hende til råds.
- De må i modsætning til regeringen ud og tale integrationen op, så man kan fortælle både asylansøgerne og den danske befolkning, at det, som Inger Støjberg render rundt og siger, altså ikke er noget, der er dækning for i Venstre.
Udlændningepolitikken er blevet alt for stram, mener Birthe Rønn Honrbech. Det skyldes ikke mindst den parlamentariske situation.
- Der er kun to muligheder nu. Enten skal de burres inde eller også skal de ud af landet. Det, der er sket, som er katastrofalt, er, at Venstre og Socialdemokraterne ikke har flertal til sammen. Nu konkurrerer de om at komme til højre for Dansk Folkeparti. Vi kan kun komme ud af det ved at baglandet rejser sig. Den negative snak forøger den krise, som jeg mener, folkestyret er i, siger hun.
'Folketinget mangler eftertanke'
Der er ikke andet for end at blive på sin plads, mener eks-ministeren.
- Vi må begynde lidt forfra ude i foreningerne med en debat om de store spørgsmål i tilværelsen, for der mangler total eftertanke i Folketinget, siger hun.
Anledningen til Birthe Rønn Hornbechs kritik er, at Jens Rohde har forladt partiet til fordel for Radikale Venstre. Og det er ikke en beslutning, han har truffet på et godt tidspunkt, lader hun forstå.
- Vi står i en meget vanskelig parlamentarisk situation. Der er en krise mellem de folkevalgte og folket. Det styrker ikke noget, at man hopper fra det ene parti til det andet. Der er brug for stabilitet, og at vi, der er kritiske, bliver i Venstre og kæmper for sagen der, siger Birthe Rønn Hornbech.
Tilbage til grundholdningerne
Ligesom Jens Rohde plejer hun at ”kunne sige, hvad man mener, uden at der bliver krummet et hår på ens hoved”. Problemet med politikere, der skifter parti, er ikke kun Venstres, mener hun.
- Partihopperi er skadeligt og svækker tilliden til, at man kan stole på politikerne. Nej-afstemningen var også et eksempel på, at man ønskede at straffe politikerne. Det kan ikke være rigtigt, at alle nej-sigere tror på, at vi har det bedst som Palle alene i verden, og at vi så mister enhver indflydelse. Det gør vi jo hver gang, vi melder os ud af noget, siger Birthe Rønn Hornbech.
Hun efterlyser, at partiet vender tilbage til de grundholdninger, det havde, da hun meldte sig ind i 1970’erne.
- Jeg har siddet for nylig og læst Venstres program fra 1970. Det var dengang, Hartling var formand, og jeg meldte mig ind. Det er langt mere moderne, fleksibelt, liberalt og fremtidsorienteret og frisindet, end Venstres politik på Christiansborg er det i dag. Det kunne man godt læse igen, siger hun.
Programmet, der hedder "Frem mod år 2000" kan findes her.