Kæmpe bredside til Venstre: Intern kritiker træt af udlændingepolitikken
Venstre mister en af sine interne kritikere. Kåre Traberg Smidt, der indtil nu har været folketingskandidat i København, melder sig ud af partiet, som han har været medlem af siden teenageårene.
Venstres udlændingepolitik har han i de seneste år udtalt sig stærkt kritisk om. Og det er da også netop integrationsminister Inger Støjbergs (V) seneste udspil til stramninger på området, der er blevet dråben for Kåre Traberg Smidt, skriver han i en kronik i Politiken søndag.
- Den seneste udlændingepakke får mit bæger til at flyde over. Både juridisk og moralsk skriger det til himlen. Det er konventionsbrud, det er et grundlovsbrud, og det er et skred i forhold til helt basale værdier lige fra dommerkendelser til måden, som vi modtager flygtninge på, siger han til Politiken.
Derfor modtager partikontoret søndag hans udmeldelse, forklarer Traberg Smidt: »Jeg er Venstremand af hjertet oprindeligt. Men nu kan jeg ikke mere«.
Melder sig ind i Alternativet
Ikke nok med, at Kåre Traberg Smidt siger farvel til sit parti. Han melder sig også ind i Alternativet.
- Jeg melder mig ind som menigt medlem i Alternativet, fordi jeg synes, det er et fantastisk spændende politisk projekt, siger Traberg Smidt til Politiken.
Alternativet byder ham varmt velkommen.
- Vi favner bredt. Det er det, der er så fantastisk, siger Alternativets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist til Politiken.