Politik

Nye anklager mod Esben Lunde Larsens forskningsprojekt

Uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen (V) har i den seneste tid skulle forklare og forsvare sit forskningsprojekt, den såkaldte ph.d.-afhandling, som han afleverede ved Københavns Universitet tilbage i 2012.

Rygter om snyd og plagiat har floreret, og i dag kan Ekstra Bladet fortælle, at afhandlingen indeholder store fejltrin.

Esben Lunde Larsen har i sin ph.d.-afhandling citeret sit eget speciale fra sin kandidatuddannelse, men uden at angive kilde. Og det må man ikke, vurderer professor ved Københavns Universitet, Peter Sandøe, der er næstformand for udvalget vedrørende god videnskabelig praksis.

- Det er jo alvorligt. Man må formode, at læseren af afhandlingen ikke kender specialet og derfor må få det indtryk, at de ord, der står skrevet, er Esben Lunde Larsens egne og ikke nogle andres, siger Peter Sandøe til TV 2.

Se interviewet med Peter Sandøe i videoen i toppen.

Uredelig eller ej

Professoren vil ikke vurdere, om forskningsministerens afhandling er videnskabelig uredelig, men i bedste fald er der tale om alvorlig sjusk.

- Hvis jeg havde fået opgaven og været opmærksom på fejlene vel og mærke - for det er jo ikke sikkert, at jeg havde været - så havde jeg bedt ham om at gå hjem og rette det til, siger Peter Sandøe og uddyber:

- Hvis det havde været meget groft, havde jeg været nødt til at melde kandidaten for videnskabelig uredelighed.

Afhandling til undersøgelse

I slutningen af november bad Esben Lunde Larsen selv Københavns Universitet om at undersøge den videnskabelige praksis i afhandlingen nærmere på baggrund af de rygter, der var begyndt at spire. 

Over for TV 2 forklarer ministeren, at han fortsat afventer undersøgelsen, men "tager det helt roligt". 

- Jeg er stadig ligeså uforstående, som jeg hele tiden har været. Jeg har gjort alt, hvad jeg kunne efter bogen. Er der sneget sig en fejl ind, så tager jeg selvfølgelig mit ansvar på mig, siger Esben Lunde Larsen.

"Hundesvært" at vurdere

Peter Sandøe forklarer over for TV 2, at det er ”hundesvært” at trække grænsen for, hvornår en afhandling er uredelig.

- Vi kan være enige om, at vi er inde i den afdeling, hvor det er værd at overveje, om det er uredeligt, men om det er uredeligt eller ej, det må nogle andre beslutte, siger han.