Politik

Hårdt angreb på DF: I svigter 132.000 pensionister

Det var en ren tilståelsessag, da Bent Bøgsted tirsdag eftermiddag skulle forklare, hvorfor han og Dansk Folkeparti lægger stemmer til lovforslag nr. L 67, som piller ved boligydelsen til pensionister.

Ifølge regeringen vil de ændrede satser, som de borgerlige partier vil indføre betyde, at omkring 132.000 pensionister gennemsnitligt mister 3.780 kr. om året. Det lagde Bent Bøgsted ud med at anerkende.

Men hvis han troede, det fik kollegerne i salen til at lade ham slippe med det, kom han til at tro om i løbet af debatten.

- Det kan godt være, det bare er mig, der stadig skal have oversat noget af det nordjyske. Så beklager jeg. Men det lød grangiveligt på mig som om hr. Bent Bøgsted forsøgte at sælge det her som noget, der var socialt. Så har jeg da fuldstændig misforstået hvad det ord, det dækker over, tordnede Socialdemokraternes beskæftigelsesordfører Pernille Rosenkrantz-Theil.

- Jeg har netop sagt, at det ikke er et forslag, vi er vildt begejstrede for, lød det afvæbnende svar fra Bent Bøgsted.

S: I tager pengene op af lommerne på de ældre

Rosenkrantz-Theil fortsatte. Hvorfor stemte Dansk Folkeparti ikke bare imod, ville hun vide. 

- Vi mangler en stemme her i salen. En eneste stemme. I sidder på de afgørende mandater og vælger så at tage pengene direkte op af lommerne på de ældre. Der var en der skrev på min Facebook tidligere i dag, at DF ikke står for Dansk Folkeparti. Det står for daglige forringelser. Det kan jeg skrive under på.

Men man kan ikke bare vælte regeringen, lød svaret fra Bent Bøgsted. Det ville man gøre, hvis man som støtteparti ikke stemmer for finansloven.

- Man står ved sine aftaler. Vi tager ansvar for finansloven og går med i de aftaler, der bliver lavet. Det er både på godt og ondt, sagde han.

Juhl: Hvor er den sociale profil?

Enhedslistens Christian Juhl fortsatte med at grille Bent Bøgsted.

- Når regeringen selv siger, at mange pensionister i almindelige lejeboliger vil få mindre at leve for. Og de siger, det er 132.000 pensionister, der i gennemsnit mister 3.780 kroner om året, synes hr. Bent Bøgsted så ikke det er en ret alvorlig forringelse for dem, der ikke har ret meget i forvejen?

- Jo, det er omkring 300 kroner om måneden. Men laver vi ikke en aftale om en finanslov, vælter regeringen. Helt ærligt, Christian Juhl. Hvis man sidder som støtteparti, går man ind og tager ansvar. Det var heller ikke alt, Enhedslisten tog ansvar for, man synes var lige kønt, svarede Bent Bøgsted.

Men Enhedslisten ville ifølge partiet selv have væltet SR-regeringen, hvis den var kommet med et sådant forslag og partiets stemmer havde været afgørende. 

- Hvor er den sociale profil henne i Dansk Folkepartis politik? Man kan da ikke undskylde sig med at en anden regering også har lavet noget skidt, lød det fra Christian Juhl.

Bøgsted: Vi tager ansvar - nu er det også galt

93.000 pensionister får højere boligydelse, pointerede Bent Bøgsted.

- Vi har tidligere fået kritik for at vi ikke tager ansvar. Nu går vi ind og tager ansvar, gentog han inden formanden gav ordet til Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted, der kom med noget af en bandbulle til Dansk Folkeparti.

- Ordføreren kommer med en masse snik-snak om at tage ansvar. Det her lovforslag betyder, at tusindvis af rigtige mennesker – helt almindelige folkepensionister med en beskeden privat pensionsopsparing mister tusindvis af kroner om året.

- Det er resultatet. Så kan man snakke om ansvar og om, hvad den tidligere regering har gjort. Det er mennesker, der har stemt ud fra en tillid til Dansk Folkeparti, der nu skal have penge op af lommen, så I kan være med til at uddele skatterabatter til de dyre sportsvogne sammen med Liberal Alliance, lød det fra Pelle Dragsted, der ville vide, om Dansk Folkeparti har sagt under valgkampen, at man lægger stemmer til det her.

- Har I forberedt en eneste folkepensionist på, at det var det, I ville bruge jeres stemmer til, spurgte Pelle Dragsted inden han forsøgte at få Bent Bøgsted til at bekræfte, at man kunne have krævet ændringen af boligydelsen droppet, hvis man ville.

Dragsted: I skulle skamme jer

Bent Bøgsted var ikke med under finanslovsforhandlingerne, lød svaret.

- Jeg har ikke lagt skjul på, at den nye ydelse rammer nogen. Men Pelle Dragsted vil ikke tale om at nogen får det bedre. Det kommer ikke sagen ved. Han vil kun være med hvis man vil give noget. Han vil aldrig være med til at tage noget. Kun fra andre.

Men der tog Bent Bøgsted fejl.

- Jeg kan love dig for, jeg gerne vil tage noget. Jeg vil gerne tage noget fra nogen af dem i vores samfund, der har mest. Modsat Dansk Folkeparti, som går på jagt hos dem, der har mindst. Det er usympatisk, og det er et vælgerbedrag af dimensioner, I er ude i her, tordnede Pelle Dragsted.

- Jeg kan love dig for, at vi aldrig, aldrig havde accepteret en finanslov, der var sådan et angreb på danske pensionister. Aldrig nogensinde. I skulle skamme jer i Dansk Folkeparti for at lægge stemmer til det her, lød det fra Pelle Dragsted, der overtrådte Folketingets tiltaleregler.

- Jeg må igen gøre opmærksom på, at vi ikke bruger direkte tale i folketingssalen, lød det fra Liberal Alliances Mette Bock, der sad i formandsstolen under den ophedede debat.

Lovforslaget er, som det fremgik af debatten, en del af finanslovsaftalen for næste år, og det ventes vedtaget inden jul. Næste år forventer regeringen at spare 90 millioner kroner som følge af forslaget, mens besparelsen i 2020 vil være på 480 milioner kroner.

Se den første del af debatten i klippene herunder. Tredje og sidste del finder du i toppen af artiklen.

Det betyder lovforslaget

– Ændret regulering af beløbsgrænser for boligydelse: Fremover vil den årlige regulering af beløbsgrænserne følge forbrugerpriserne, ligesom grænserne for boligsikring og børne- og ungeydelse. 

– Det beregningstekniske tillæg til huslejen afskaffes gradvist: Fremover beregnes boligydelsen med udgangspunkt i den faktiske husleje. Tillægget afskaffes for pensionister, der ansøger om boligstøtte efter 30. juni 2016.

– Indførelse af loft over den støtteberettigede husleje i ældreboliger svarende til loftet for huslejen i anden lejebolig. Loftet indføres alene for nyanviste personer til ældreboliger efter 2020. 

– Kravet til egenbetaling lempes gradvist fra 16.000 kr. (2015-niveau) til 14.500 kr. (2015-niveau) årligt, ligesom en gradvis reduktion i kravet til egenbetaling lempes fra 11 pct. til 10 pct. 

Kilde: Folketinget

Så mange pensionister får lavere boligydelse

16.120 husstande får 40 kr. mindre. 43.000 husstande får 131 kr. mindre. 13.980 husstande får 208 kr. mindre. 10.690 husstande får 290 kr. mindre. 9.340 husstande får 375 kr. mindre.

Alle tal er pr. måned.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet