Politik

Flere partier kræver regler for lobbyister

Mens mange af vores nabolande har regler for lobbyister, har de frit spil i Danmark. Det skal være slut nu, mener flere partier anført af Enhedslisten

Det sker efter at dokumentaren ’Politik til salg’, som TV 2 viste onsdag aften, fulgte en lobbyists arbejde gennem et år og blandt andet har dokumenteret hvordan han fik politikere til at stille spørgsmål på vegne af lobbyisten.

Lobbyisme er set med Enhedslistens briller et demokratisk problem.

- Lobbyister er ikke hyret til at hjælpe politikere med det fælles bedste for samfundet. De er hyret af firmaer eller organisationer til at forsøge at påvirke politikere i en retning, der er fordelagtig for deres kunder, siger partiets retsordfører Pernille Skipper.

- Pengestærke særinteresser og lobbyister har mulighed for stor indflydelse på politiske beslutninger, selvom ingen har stemt på dem, fortsætter hun.

’Demokrati handler ikke kun om krydset’

Konkret planlægger Enhedslisten at stille tre beslutningsforslag, der skal sikre åbenhed om lobbyisternes arbejde på Christiansborg.

Præsidiet skal pålægges at udarbejde nogle modeller for et obligatorisk lobbyregister, mens regeringen skal pålægges at indføre et lobbyregister for ministrene. Og endelig skal regeringen indføre en karensperiode på to år for ministre og ledende embedsmænd, så de ikke kan gå direkte fra Slotsholmen til et job som lobbyist.

Formålet med åbenheden er at give vælgerne en mulighed for at gennemskue, hvordan politikken bliver udformet.

- Demokrati handler ikke kun om at sætte et kryds, men om at sætte et kvalificeret kryds. Det forudsætter en større grad af åbenhed om pengenes og lobbyisternes påvirkning af partier og politikere, lyder det fra Pernille Skipper.

I en rundspørge til Folketingets partier, som TV 2 har foretaget, bakker Det Konservative Folkeparti, SF, Alternativet og Radikale Venstre op om øget regulering af lobbyister – dog ikke med de modeller, Enhedslisten foreslår.

I SF ser man gerne, at man indfører en registrering af lobbyister, der arbejder på Christiansborg.

- Vi vil se på, om vi kan lave nogle regler, der gør, at vi kan udelukke nogen af de lobbyister, som går over grænsen, siger partiets gruppeformand Jonas Dahl.

Espersen: Min kalender kommer ikke andre ved

Regeringspartiet Venstre er imod, mens Dansk Folkeparti ikke afviser helt, men forholder sig afventende.

- Vi har ikke drøftet sagen ordentligt i udvalget for forretningsordenen, der tager stilling til den slags, så derfor vil jeg ikke gøre vores stilling endeligt op nu, siger Dansk Folkepartis næstformand Søren Espersen.

Han lægger ikke skjul på, at åbne kalendere ikke er hans kop te.

- Jeg vil aldrig nogensinde åbne min kalender for nogen som helst, uanset hvad jeg bliver pålagt. Det rager ikke nogen hvem jeg holder møder med, siger han.

Fra Socialdemokraterne lyder det, at man ikke har nogen kommentar til spørgsmålet i dag.

Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF) er åben overfor at kigge på forslag til regulering af lobbyister og hun lægger ikke skjul på, at hun blev forarget, da hun så TV 2s dokumentar:

- Jeg synes, at det er lidt afslørende. Og hvis der er noget politikere ikke kan lide, så er det at blive afsløret i noget, som virker dårligt ude hos danskerne. Så alene af den årsag tror jeg, at der måske og forhåbentlig vil ske en udvikling den rigtige vej og ikke den gale vej, hvor jeg synes, at vi er ved at bevæge os hen, siger hun til TV 2.

Tidligere forsøg droppet

Der har tidligere været en vis registrering af lobbyister.

Indtil 2009 var ministrenes kalendere offentligt tilgængelige, og man kunne dermed se, hvilke møder de holdt med lobbyister. Den mulighed blev senere fjernet med den såkaldte åbenhedsordning, som blev stemt igennem af Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Radikale Venstre.

Også Folketinget har tidligere forsøgt sig med en registrering af lobbyister. Det var i sidste valgperiode, men her valgte et flertal at droppe ordningen igen frem for at gøre den obligatorisk. I dag er det kun folketingsmedlemmernes økonomiske interesser, der registreres systematisk. 

Så tætte er politikere og lobbyister

Ole Sohn, Lars Barfoed, Mads Rørvig, Karen Hækkerup og Gitte Lillelund-Bech er alle eksempler på tidligere folketingspolitikere, der er gået fra Christiansborg og til at beskæftige sig med lobbyisme.

Den slags er højt skattede i public affairs-branchen, fordi de har et stort netværk på Christiansborg. Og den personlige relation betyder noget, når lobbyisterne skal sælge et budskab til politikerne. Politikere er, ligesom de fleste andre mennesker, mere tilbøjelige til at tale med - og stole på - dem, de kender fra tidligere ansættelser, studietiden eller villavejen derhjemme, end nogen de slet ikke kender.

Advice har foretaget en rundspørge blandt folketingspolitikere for TV 2 og spurgt: 

Hvor ofte kender du de lobbyister, du er i dialog med, i forvejen?

48 procent svarede 'af og til'. 

43 procent svarede 'ofte'. 

5 procent svarede sjældent. 

Ingen svarede 'altid' eller 'aldrig'. 

Kilde: Advice for TV 2. 

Politik til salg

TV 2 sender onsdag klokken 20.50 dokumentaren 'Politik til salg'.

Her følger TV 2 den private lobbyist, Mads Christian Esbensen, der lever af at påvirke politiske sager.

Følg hans arbejde på og uden for Christiansborg.