Politik

S er åben for at diskutere DF-krav til menneskerettigheder

Hvis Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er en hindring for, at Danmark kan udvise kriminelle udlændinge, så må den skrives om.

Sådan lød det tidligere tirsdag fra Dansk Folkeparti – og det krav tager de andre partier, der forhandler stramninger på udlændingeområdet, nu positivt imod.

Regeringens udgangspunkt er dog, at de forslag, man selv har lagt på bordet, holder sig inden for konventionerne. Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) erkender dog samtidig, at man går lige til kanten.

- Jeg vil gerne høre Dansk Folkepartis forslag lidt mere konkret og lidt mere detaljeret, siger hun til TV 2.

S: Vi må have bedre styr på situationen

Også den socialdemokratiske leder Mette Frederiksen er villig til at drøfte forslaget nærmere.

- Jeg har det sådan med menneskerettighederne, at de findes og er skrevet fordi der er mennesker, der har behov for beskyttelse, som skal have det. Når det så drejer sig om kriminelle udlændinge, der er vi også villige til at diskutere om vi kan få bedre styr på den situation, sagde Mette Frederiksen inden hun gik ind til forhandlingerne.

Dansk Folkepartis forhandler, retsordfører Peter Skaarup, har også indtryk af, at der er en bred forståelse.

- Jeg tror alle omkring bordet kan se problemet i, at kriminelle udlændinge driver gæk med vores system, hvis det er sådan, at vi ikke kan udvise de pågældende. Man skal ikke kunne komme til Danmark og lave kriminalitet og bruge Danmark som et helle for fortsat at have et sted i verden, hvor man kan være med gode økonomiske velfærd og god velfærd, sagde han før dagens forhandlinger.

DF: Kernevelfærden må ikke betale prisen

Et andet tema i forhandlingerne er etableringen af statsligt drevne flygtningelandsbyer. Her er Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti ifølge Peter Skaarup enige.

- Kommunerne er hårdt presset og det må ikke gå ud over kernevelfærden, at Danmark i øjeblikket har modtaget mange ayslansøgere og fortsat bliver ved med det, lød det fra Peter Skaarup.