Politik

DF inden asylforhandlinger: Løkke skal gøre op med menneskerettigheder

Regeringen bør arbejde for en omskrivning af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, så det bliver lettere at afvise familiesammenføringer og smide kriminelle udlændinge ud af landet.

Det mener Dansk Folkeparti, som smider det omstridte krav på forhandlingsbordet, når partiet tirsdag tropper op i Finansministeriet til forhandlinger om nye opstramninger af asyl- og udlændingepolitikken i Danmark, skriver Berlingske.

Omskrivningen skal ifølge DF ske, når Danmark overtager formandskabet for ministerkomiteen i Europarådet i 2017.

- Vi ser gang på gang, at der er problemer med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Det ser vi, når anklagemyndigheden vil udvise kriminelle udlændinge, men ikke kan eller først skal gennem flere ankesager, før de kan udvise. Det er ekstra relevant at sætte det problem på dagsordenen, når man har formandskabet og dermed ansvaret for møderne, siger integrations- og udlændingeordfører Martin Henriksen (DF) til Berlingske.

Hvad mener du om Dansk Folkepartis forslag? Deltag i debatten på Facebook.

Han kalder det et 'væsentligt punkt for Dansk Folkeparti at få med i en aftale'.

I en SMS til Berlingske afviser integrationsminister Inger Støjberg (V) at kommentere kravet, men flere blå partier støtter DF.

Blå partier: Behov for reform

Både Liberal Alliance og De Konservative er nemlig enige med Martin Henriksen. LA's politiske ordfører Simon Emil Ammitzbøl mener, der er behov for at reformere konventionerne, så de bliver tilpasset virkeligheden.

De Konservatives udlændingeordfører Naser Khader (K) har samme synspunkt. Han mener, Danmark er nødt til at gå foran, for der er et behov for at få opdateret konventionerne, da der er set meget, siden de blev forfattet.

Enhedslisten: Det er overraskende

Til TV 2 siger Enhedslistens politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen (Ø), at det ikke overrasker hende, at DF ikke respekterer menneskerettighederne, men at det kommer bag på hende, at Liberal Alliance og de Konservative støtter op om forslaget.