Politik

Ingen hjælp fra Danmark: - Sverige ligger som de har redt

Sverige har indført midlertidig grænsekontrol frem til den 11. december, men alligevel kommer omkring 1.500 flygtninge og migranter til landet dagligt. Torsdag ankom 600 til Hyllie station uden for Malmø, og for første gang tilbydes de nytilkomne ikke tag over hovedet.

Derfor ser Sverige meget gerne, at Danmark, udover at tage flere flygtninge, også indfører grænsekontrol, så det kan være med til at afhjælpe strømmen over Øresund. Danmark skal ganske enkelt tage mere ansvar, lyder det fra den svenske migrationsminister Morgan Johansson.  

Venstres udlændinge- og integrationsordfører Marcus Knuth trækker dog på skuldrene og afviser udmeldingen.

- Sverige ligger, som de har redt, siger han kontant til TV 2 og uddyber:

- Det klinger jo hult, når Sverige først inviterer alverdens flygtninge til landet, og når deres system så braser sammen, så prøver de at skubbe ansvaret videre. Vi har jo hele tiden sagt, at vi ikke ønsker flere flygtninge, siger Marcus Knuth.

Se interviewet med Marcus Knuth over artiklen

Det gør altså ikke indtryk, når svenskerne siger, at Danmark skal indføre akut grænsekontrol.

Dansk Folkepartis retsordfører Peter Skaarup er helt enig i, at flygtningetilstrømningen skal begrænses, og han vil ikke tale imod svenskernes ønske om snarlig dansk grænsekontrol.      

- Det kan jeg godt forstå, de siger. Og det bør Danmark også gøre – både mod Tyskland og mod Sverige, siger han, før han nok engang gentager, at hjælpen til flygtningene skal foregå i nærområderne.   

Hør Peter Skaarp uddybe herunder: