Politik

LA fejrer finanslov med champagne: - En historisk dag for os

Med champagne i glassene og jordbærtærte på tallerkenerne fejrer Liberal Alliance torsdag indgåelsen af finansloven for 2016.

Som den helt store sejr har Anders Samuelsen og co. fået sænket den øverste del af registreringsafgiften fra 180 til 150 procent.

Sænkningen betyder, at en mellemstor familiebil bliver mellem 10.000 og 20.000 kroner billigere. For store biler som for eksempel en VW Passat bliver besparelsen næsten 40.000 kr., mens den for de helt dyre biler, eksempelvis en Audi A6 lander på næsten 60.000 kr.

Og særligt de billigere biler vækker glæde hos partiformanden.

- I 100 år har man kæmpet med registreringsafgiften. Den er kun steget og steget. Nu får vi den sænket fra 180 til 150 procent. Det er første og et godt skridt på vejen, siger Anders Samuelsen.

Han erkender samtidigt, at torsdagens finanslov er det første rigtige resultat for Liberal Alliance, siden fik sin nuværende profil i 2008.

- Det er helt klart den største dag i partiets historie, siger Anders Samuelsen og nævner også øget tilskud til friskoler og en fastfrysning af grundskylden i 2016 som sejre for sit parti i den nye aftale.

- Her bliver der virkelig konkret betalt tilbage til dem, der stemte på os, siger han.

En anden situation end under VK

Den nye finanslovsaftale indeholder også et kontanthjælpsloft, der sænker ydelserne for landets kontanthjælpsmodtagere. Derudover er kommunale besparelser og en beskæring af udviklingsbistanden også aftalt.

De tre områder bliver af den røde blok beskyldt for at skabe social ubalance, men det tager Anders Samuelsen ikke så tungt.

- De tre ting er noget, vi gik til valg på, så det er yderligere tre ting, som vi har leveret på, siger han.

Socialdemokraterne siger som reaktion på aftalen, at de er overraskede over, at Dansk Folkeparti ikke har fået mere ud af sine 37 mandater.

Anders Samuelsen mener godt, at Dansk Folkeparti kan være tilfredse med aftalen, hvor Kristian Thulesen Dahl selv har fremhævet den såkaldte ”værdigheds-milliard” til landets ældre.

LA-formanden siger dog, at tiden fra 00’erne, hvor Dansk Folkeparti alene sad på de afgørende mandater er forbi, og at det naturligvis kan ses i den nye finanslov.

- Det er klart, at det er en anden situation, end det var under VK-regeringen, hvor det var Venstre og Det Konservative Folkeparti, som skulle give til Dansk Folkeparti. Nu skal der også leveres til Liberal Alliance, og vi kan vel godt sætte den overskrift på det, at vi nu er borgerlige stemmer, der arbejder, siger Anders Samuelsen. 

Hovedpunkter i finansloven for 2016

* Sundhedsområdet får i alt tilført 2,4 milliarder kroner i 2016. Pengene gives med "fokus på ældre" og skal gå til hurtigere udredning og behandling, indsats for demente og ældre medicinske patienter, løft til fødeafdelinger og tryghed for akuthjælp i alle dele af landet.

* Der skabes en årlig "værdighedsmilliard" på ældreområdet. Pengene skal gå til udbredelse og implementering af en "værdighedspolitik" i alle kommuner.

* Der afsættes 1,9 milliarder kroner mere til politiet i de kommende fire år.

* Der indføres en "fast" udlændingepolitik, hvor flere omfattes af den nye integrationsydelse.

* Registreringsafgiften sænkes fra 180 procent til 150 for personbiler og motorcykler.

* Grundskylden fastfryses på beløbsniveau i 2016.

* Forældre, der sender deres børn i frie grundskoler, får en højere tilskudsprocent til betalingen.

* Boligjobordningen genindføres for 2015 og videreføres som en ny "grøn ordning" i 2016 og 2017.

* Der indføres et nyt kontanthjælpsloft, som skal øge incitamentet til at tage et arbejde.

* Der skabes en ramme på 150 millioner kroner om året til "vækst og udvikling i hele Danmark".

* NOx-afgiften nedsættes, og reklameafgiften annulleres.

* Der skabes bedre vilkår ved generationsskifte i familieejede virksomheder.

* En ny ramme på 75 millioner kroner årligt til fødevare- og landbrugspakke.

* Kompenserende miljøtiltag for lempning af landbrugets kvælstofregulering.

Kilde: Finansministeriet