Politik

Thorning efter misset job: Jeg regner med at stille op til næste valg

Selv om Helle Thorning-Schmidt åbent har søgt en post som Flygtningehøjkommissær i FN, har hun planer om at blive i Danmark og stille op til næste folketingsvalg. Det fortæller hun ved sit første pressemøde, siden det viste sig, at hun ikke fik FN-jobbet.

- Jeg er rigtig glad for at sidde i Folketinget og i præsidiet, siger Helle Thorning-Schmidt, der også blev spurgt, hvor hun vil være ved det næste folketingsvalg.

- Jeg regner med at være folketingskandidat, men det er jo op til min kreds. Jeg ønsker at være i Folketinget, og jeg er rigtig glad for min nye stilling i præsidiet.

HAvde noget at byde på

Hun ærgrer sig dog over, at hun ikke fik posten i FN's flygtningehøjkommissariat.

- I forhold til mig selv er jeg ærgerlig over, at det ikke lykkedes. Jeg synes selv, jeg havde noget at byde på.

Den tidligere statsminister afslører samtidig, at hun har været til to jobsamtaler, før udmeldingen kom, at italienske Filippo Grandi havde taget jobbet.

Valgte en helt anden profil

En begrundelse for, at det blev italieneren i stedet for danskeren, har den tidligere S-formand ikke fået. Hun kan bare konkludere, at FN i stedet for at tage en tidligere statsleder har valgt en person med en lang fortid i FN-diplomatiet.

- De er en af de største udfordringer, vi står med i vores tid. Jeg mener, at jeg kunne bidrage med at løse den opgave, fordi jeg har siddet som statsminister i en tid, hvor jeg har haft meget med det spørgsmål at gøre. Men de valgte at gå efter en helt anden profil.

Har søgt én post

Tidligere har mange spekuleret i, at Helle Thorning-Schmidt sidste år var tæt på at få stillingen som formand for Det Europæiske Råd - et job, som i stedet gik til polske Donald Tusk.

Det ville danskeren dog ikke bekræfte i dag.

- Jeg har søgt én international toppost. Det er den, jeg har søgt nu.