Politik

'Pinlige tal': Udskældt integrationsydelse får kun få i job

Ifølge regeringens egne tal vil den udskældte integrationsydelse kun få 283 personer i job. Det skriver Berlingske.

Ydelsen, som i overvejende grad vil ramme indvandrere på kontanthjælp, bliver skåret betragteligt. Et ægtepar uden børn får i dag 21.698 kroner om måneden før skat – det tal vil skrumpe til 11.890 kroner.

Beløbet for ægtepar med børn vil falde fra 28.832 kroner om måneden til 16.638 kroner før skat.

Skal ud på arbejdsmarkedet

Forleden fortalte integrationsminister Inger Støjberg (V) Politiken, at ydelsen vil får flere ud på arbejdsmarkedet. Det samme har hun sagt til DR.

- Meningen er slet ikke, at man skal være på integrationsydelse. Meningen er, at man skal ud på arbejdsmarkedet, sagde Inger Støjberg.

Men ifølge de nye beregninger fra Inger Støjbergs eget ministerium, som Berlingske er i besiddelse af, fremgår det altså, at blot 283 flere vil komme i arbejde, når ydelsen træder i kraft i 2016, selvom hele 21.000 personer vil få en lavere ydelse.

R: Pinligt lave tal

Tallene får De Radikales integrationsordfører, Sofie Carsten Nielsen (R), til at reagere. Hun kalder tallene ’pinligt lave’ over for TV 2.

- Inger Støjberg har igen og igen sagt, at den lave ydelse er indført for at få folk i arbejde, og nu viser hendes eget ministeriums tal, at der kommer ingen mennesker i arbejde af at gøre familier og børn mere fattige end vi nogensinde har set i Danmark, siger Sofie Carsten Nielsen.

Hun mener ikke, det er vejen frem at beskære ydelsen så markant, og henviser til, at vi allerede har erfaringer fra nullerne, som viser os, at det det ikke vil virke.

- Vi kommer til at skubbe folk længere væk fra arbejdsmarkedet, og det kommer til at gå meget hårdt ud over børnene, som ikke får mulighed for at være sammen med andre danske børn på de vilkår, som vi kender, siger hun og uddyber:

- Vi ved, at det er disse muligheder, som er afgørende for, hvilke chancer man har senere i livet, og derfor frygter jeg, at det bliver endnu sværere at få flere indvandrere i arbejde.

Den nedsatte integrationsydelse skal gerne frigøre 400 millioner kroner, som eksempelvis kan bruges på skattelettelser i bunden, men det kommer regeringen ikke langt med, mener Sofie Carsten Nielsen.

- Hvis man stiller det op mod den mulige milliardudgift det kan blive, hvis ikke vi får flere flygtninge i arbejde, og deres børn ikke får en uddannelse i Danmark, så kan det blive meget dyrere for os, og det er der ingen, der er tjent med.

Til Berlingske siger Inger Støjberg, at man ikke kan se på de lave beskæftigelsestal isoleret, men se på regeringens politik som helhed.

- Vi har indført et moderne kontanthjælpsloft, ligesom vi næste år agter at lette skatten for de små arbejdsindkomster. De initiativer trækker alle i den rigtige retning, og derfor mener jeg, at tallene vil blive højere, siger hun til Berlingske.