Politik

Her er Danmarks nye borgerlige parti: Vil udfordre DF og LA

Det har været på vej i nogle uger, og nu har Danmark fået et nyt politisk parti - navnet er Nye Borgerlige.

Partiets stiftere er to tidligere medlemmer af Det Konservative Folkeparti, Pernille Vermund, der stillede op for partiet til folketingsvalget i juni, og Peter Seier Christensen, der er bror til Saxo Bank-direktør Lars Seier Christensen.

Partiets hjemmeside gik i luften tirsdag morgen, hvor partiet samtidig offentliggør sit principprogram.

-  Vi vil en klassisk konservativ værdipolitik, en borgerlig økonomisk politik og et opgør med de overstatslige aftaler, der begrænser vores folkestyre, siger Pernille Vermund til TV 2.

Udfordrer DF og LA

Det nye parti kan i bund og grund ses som et opgør med de to partistifteres gamle parti, Det Konservative Folkeparti, der kæmper med faldende vælgertilslutning.

- Vi er mere nationalkonservative, end Konservative er. Partiet spænder i dag ret bredt, og vores fløj er ikke repræsenteret ved flertal i folketingsgruppen. Jeg tror ikke, det bliver os, der kommer til at vælte Det Konservative Folkeparti, det kommer de nok til at klare selv, hvis det sker, siger Pernille Vermund.

Nye Borgerlige skal derfor ses som et tilbud til ligesindede konservative, der de senere år har forladt partiet til fordel for de andre partier i blå blok, Venstre, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance.

- Der er mange konservative, som har søgt væk og i dag føler sig hjemløse, og dem vil vi gerne give en mulighed for både at få værdipolitikken og en strammere udlændingepolitik fra DF og den borgerligt økonomiske politik fra LA, forklarer Pernille Vermund.

Klar til at melde sig ud af EU

Et af partiets grundprincipper er mere frihed og national suverænitet. De to partistiftere mener nemlig, at EU har udviklet sig fra et godt handelssamarbejde til at blive meget bureaukratisk og et næsten socialistisk projekt.

- Det svækker vores demokrati, og derfor følger vi udviklingen fra Storbritannien, der ønsker at reformere EU, og hvis det ikke er muligt, er vi også klar til at melde os ud, fordi EU efterhånden er en større hæmsko end fordel for det danske samfund, siger Pernille Vermund.

Partiet afholdt stiftende årsmøde i sidste uge, hvor der blev valgt en hovedbestyrelse, og nu er partiet klar til at modtage indmeldelser. Ifølge dem selv har 354 danskere allerede på mail givet udtryk for deres opbakning til det nye borgerlige parti.

Ambitionen er herefter relativt hurtigt at få samlet de nødvendige underskrifter, så Nye Borgerlige er opstillingsberettiget til det næste folketingsvalg.

Øverst i artiklen kan du se en introduktionsvideo lavet af Nye Borgerlige.

http://tools.tv2.dk/widgets/factbox/254062