Politik

Løkke vil skære i kontanthjælpen: - Det tangerer et løftebrud

Det tangerer et løftebrud, når regeringen nu lægger op til at ville skære i kontanthjælpen for unge på trods af, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) flere gange under valgkampen afviste at ville skære i kontanthjælpen.

Sådan lyder det fra TV 2’s politiske analytiker, Peter Lautrup-Larsen.

- Det er ikke lige så stort, som f.eks. Poul Nyrup Rasmussens om efterlønsgarantien, men det efterlader et billede af Lars Løkke Rasmussen som en politisk krejler, og det er selvfølgelig også derfor, at Socialdemokraterne borer i det, vurderer han.

Regeringen lægger ifølge et faktaark fra Beskæftigelsesministeriet op til, at kontanthjælpssatsen for unge under 30 år skal sættes ned med mellem 800 og 1900 kroner, så de får samme ydelse som unge uden en uddannelse.

Dét sagde Løkke under valgkampen

Ifølge Peter Lautrup-Larsen var Lars Løkke Rasmussens problem i valgkampen netop, at Socialdemokraterne igen og igen slog på, at Venstre ville skære i de offentlige ydelser for at kunne give skattelettelser.

- Det var det, han prøvede at afvæbne med den garanti, som han gav under valgkampen – en garanti som jo delvis bliver gennemhullet af det udspil, der så er kommet nu.

Under valgkampen sagde Lars Løkke Rasmussen, da han var i krydsild på TV 2 NEWS blandt andet:

- Vi har ingen planer om at skære i kontanthjælpen, skære i dagpengene, skære i førtidspensionen. Og det understreger jeg lige, fordi mine gode venner i Socialdemokratiet bliver ved med at bruge penge på at sprede den løgnagtige påstand.

- Hvis man er på den helt rene kontanthjælp og ikke modtager andet og så samtidig får glæde af de skattelettelser, som vi gerne vil give – som Socialdemokraterne tilsyneladende ikke under danskere med små arbejdsindkomster – så er der ikke noget problem, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

Se hele klippet med Lars Løkke Rasmussen i krydsild på TV 2 NEWS den 10. juni herunder - artiklen fortsætter under videoklippet:

Men for unge hjemmeboende under 30 år bliver det nu et problem, for regeringen vil nu skære i den rene kontanthjælp for hjemmeboende personer under 30 år med en uddannelse, så de fremover vil få det samme som en hjemmeboende under 30 år uden en uddannelse.

Ifølge de gældende regler får en hjemmeboende person under 30 år med en uddannelse 3.374 kroner, mens en hjemmeboende under 30 år uden en uddannelse får 2.562 kroner – altså en forskel på 812 kroner. 

Venstres forklaring holder ikke i den politiske debat

Venstres finansordfører Jacob Jensen afviser overfor Jyllands-Posten, at der er tale om et løftebrud – han kalder det i stedet for en ”harmonisering.”

- (…) Det er en korrektion af et specifikt element, men det er oven på den basiskontanthjælp, som vi jo ikke rører ved, siger Jacob Jensen blandt andet til avisen.

Men den forklaring holder ikke helt, siger Peter Lautrup-Larsen:

- Det kan godt være, at man kan forklare, hvad en basisydelse er, og hvad en ren kontanthjælp er, men en så lang forklaring holder muligvis i byretten, hvis man har en god forsvarer, men det holder altså ikke i en politisk debat på Christiansborg.

Dagpenge-garanti holder heller ikke helt stik

I samme citat om kontanthjælpen slog Lars Løkke Rasmussen også fast, at Venstre som regeringsparti heller ikke ville skære i dagpengene. Når dagpengekommissionen på mandag kommer med sit udspil, vil denne garanti dog heller ikke holde stik.

- Vi ved jo, at dagpengekommissionen, for at få det hele til at hænge sammen med forbedringer af systemet, tager nogle penge fra dem, vi kalder dimittenderne – de nyuddannede – der bliver sat ned i dagpenge.

Samtidig er der ifølge Peter Lautrup-Larsen også forlydender om, at regeringen vil indføre nogle karantænedage for de dagpengemodtagere, der har været arbejdsløse i et kvartal.

- Det kommer der en mægtig debat om, og derfor er denne her debat om løftebrud på kontanthjælpsområdet ubelejlig i forhold til den debat, der også vil komme i forbindelse med dagpengene. Man skal ikke overdramatisere det, men et løftebrud vil jeg dog mene, at det er.