Politik

Skandaleramte Skat: Møgsager på stribe og ni ministre på fem år

Et ministerium med svingdør.

Karsten Lauritzen (V) blev med sin udnævnelse til skatteminister den niende i rækken på blot fem år. Og det har mere været reglen end undtagelsen, at der er blevet holdt store udskiftningsdag på ministerkontoret.

Skatteministeriet er i dyb krise og har de sidste mange år været en yngleplads for skandaler.

Senest er det kommet frem, at Skat ad flere omgange blev advaret om, at der var rod i håndteringen af de skatterefusioner, som nu menes at have kostet den danske statskasse 6,2 milliarder kroner. 

Ministeriet og den nuværende skatteminister har derfor en stor og svær opgave foran sig i at få styr på butikken og overbevise befolkningen om, at alt fungerer, som det skal i statskassens største indtjeningskilde.

Herunder følger en forklaring af, hvorfor stafetten har skiftet hænder så mange gange de sidste fem år, samt en gennemgang af de største møgsager i Skat.

  1. Troels Lund Poulsen (V) 2010-2011

    I februar 2010 omdannede Lars Løkke Rasmussen sin regering. En række ministre fik nye poster heriblandt Trols Lund Poulsen. Han overtog skatteministertaburetten fra Kristian Jensen. 

    Han huskes nok bedst for at han var minister, da Helle Thorning-Schmidts skattesag rullede. Der opstod mistanke om, at Troels Lund Poulsen og hans daværende spindoktor, Peter Arnfeldt, forsøgte at påvirke skattesagen. Troels Lund Poulsen blev dog frikendt af skattekommissionen, men han fik en næse for sin rolle i sagen. Du kan læse mere om den konkrete sag på tidslinjen længere nede på siden.

  2. Peter Christensen (V) 2011-2011

    Efter Birthe Rønn Hornbechs (V) fyring som minister og Tina Nedergaards (V) afgang fra Undervisningsministeriet var der brug for en regeringsrokade. Som en del af den rokade blev Peter Christensen (V) udnævnt til ny skatteminister, mens Troels Lund Poulsen overgik til Undervisningsministeriet. Peter Christensen nåede at være skatteminister i lidt over et halvt år, indtil regeringsmagten skiftede den 3. oktober 2011. 

  3. Thor Möger Pedersen (SF) 2011-2012

    Da daværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) vandt nøglerne til statsministeriet, hentede hun den unge SF-komet Thor Möger Pedersen ind som skatteminister. Han var godt nok ikke valgt til Folketinget, men han havde spillet en central rolle for SF i arbejdet frem mod at vinde regeringsmagten i S-SF-alliancen.

    Möger fik dog en fyreseddel efter, at Anette Vilhelmsen i efteråret 2012 vandt det interne opgør om formandsposten i SF over Astrid Krag, som Möger havde støttet.

  4. Holger K. Nielsen (SF) 2012-2013

    Anette Vilhelmsen valgte den diametrale modsætning som afløser for den unge og uprøvede Thor Möger. Valget faldt på Holger K. Nielsen. Han var skatteminister fra 16. oktober 2012 til den 12. december 2013.

  5. Jonas Dahl (SF) 2013-2014

    Skatteministeriets svingdør svingede igen ved en ny ministerrokade i 2013. Det skete efter, at daværende justitsminister Morten Bødskov (S) måtte gå af efter den såkaldte Christiania-sag.

    Jonas Dahl overtog derfor efter Holger K. Nielsen, som blev ny udenrigsminister efter Villy Søvndal, som trak sig af helbredsmæssige årsager.

    Jonas Dahl når dog kun at være skatteminister i mindre end 3 måneder, da regeringens aftale med Goldman Sachs sprænger SF i luften. SF ser sig herefter nødsaget til at forlade regeringen.

  6. Morten Østergaard (R) 2014-2014

    Efter SFs udtræden af regeringen bliver Morten Østergaard (R) udnævnt til ny skatteminister. Det når han at være i et halvt års tid, inden han giver stafetten videre. Det sker som følge af, at Morten Østergaard overtager posten som indenrigs- og økonomiminister, efter at Margrethe Vestager forlod posten til fordel for jobbet som konkurrencekommissær i EU. 

  7. Benny Engelbrecht (S) 2014-2015

    Benny Engelbrecht tager over efter Morten Østergaard og bliver dermed den femte skatteminister i Helle Thorning-Schmidts regeringstid. 

  8. Karsten Lauritzen (V) 2015-?

    Karsten Lauritzen var indtil valget Venstres retsordfører. Han har været medlem af Folketinget siden 2007, og før det var han formand for Venstres Ungdom. Og det er altså ham, der nu har ansvaret for at få ryddet op i det skandaleombruste Skat og få rettet op på den butik, som gennem de seneste mange år har fået både buler og alvorlige ridser i lakken.

På tidslinjen herunder kan de læse mere om de enkelte skandalesager, som har kastet Skat ud i et kæmpe stormvejr.

T2Toolbox embed