Politik

Vil stramme reglerne: Så svært skal det nu være at blive dansker

Hør Enhedslistens kritik af Inger Støjbergs (V) forslag om at gøre det sværere at blive dansk statsborger øverst

Regeringen vil gøre det sværere at blive dansk statsborger. Udlændingeminister Inger Støjberg vil med fire nye krav gøre det vanskeligere. Kravet til ansøgernes danskkundskaber skal hæves, kravet til selvforsørgelse skal øges, og så skal det være endnu sværere for personer med en dom at få statsborgerskab. Dertil ønsker regeringen at gøre den såkaldte indfødsretsprøve sværere end i dag. Det skriver Jyllands-Posten.

- Nogle vil få svært ved at leve op til disse krav. Men det er ikke urimelige krav, at man kan holde sig ude af kriminalitet, forsørge sig selv og lære sproget. Det er helt essentielt. siger Inger Støjberg til avisen.

DF: Danske statsborgere skal kunne tale dansk

Dansk Folkeparti hilser stramningerne velkomne. Indfødsretsordfører, Christian Langballe, er især tilfreds med ministerens kurs, når det kommer til danskkundskaberne.

- Det er afgørende og nødvendigt, at sprogkravene strammes, sådan at man i stedet for et 7. klasses niveau skal opfylde kravene til et 9. klasses niveau. Man skal ikke have statsborgerskab, hvis ikke man kan tale dansk. Sproget er en helt nødvendig forudsætning for at blive integreret, siger Dansk Folkepartis Christian Langballe til TV 2 NEWS.

Kritik fra Enhedlisten og Alternativet

Stramningerne kommer til at gå ud over de svageste udlændinge. Alternativets ordfører Ulla Sandbæk påpeger at flere, der lider af posttraumatisk stresssyndrom vil blive ramt af stramningerne.

- Vi taler om nogle mennesker, der er flygtet hertil, og som i mange tilfælde er blevet tortureret, og som har forfærdelige oplevelser bag sig, hvilket gør, at de har svært ved at huske og svært ved at lære. Hvorfor skal de straffes for det? Hvorfor skal de ikke have let adgang til at blive dansk statsborger og få lov at stemme i det land, de bor, få et dansk pas og føle sig som reelle danske statsborgere?, siger Ulla Sandbæk fra Alternativet til TV 2 NEWS. Se hele interviewet herunder.

Også Enhedslistens Pernille Skipper tager afstand for forslaget: 

- Jeg synes, det er sørgeligt og trist, for det er faktisk ikke gruppe mennesker, der knokler og lever i Danmark. kravene er allerede stramme i dag. 

S klar til at stramme over for personer med PTSD

Mens Alternativet er bekymret på vegne af udlændinge med posttraumatisk stresssyndrom, så er det netop over for dén gruppe, at socialdemokraterne er klar til at stramme. Ifølge Jyllands-Posten har partiet selv nogle helt konkrete forslag til, hvor der skal strammes op, og det er eksempelvis ved at personer med f.eks. posttraumatisk stresssyndrom ikke længere automatisk vil opnå dispensation.

Om regeringens konkrete forslag til stramninger, lyder svaret fra indfødsretsordfører Astrid Krag:

- Vi er klar til at se på flere opstramninger på det her område.

Fredag mødes folketingets partier til forhandlinger, men allerede torsdag kl. 9.00 mødes blå blok, ifølge TV 2 NEWS´ oplysninger, til en uformel snak hos udlændingeminister Inger Støjberg.

Statsborgerskab

Statsborgerskab

De sager der umiddelbart optages på lovforslaget, når det fremsættes igen til oktober:

De der opfylder samtlige nugældende kriterier 1.760 ansøgere

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som opfylder samtlige nugældende kriterier Ca. 1.855 ansøgere

Ansøgere, der er meddelt dispensation af det nye indfødsretsudvalg (i august 2015) 273 ansøgere

Sager der skal genbehandles

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som har opnået dispensation (med forbehold*) ca. 255 ansøgere

Ansøgere omfattet af LF 188, som har opnået dispensation1.554 ansøgere

Ansøgere, der har fået tilkendegivelse om optagelse på lovforslag, og som har opnået dispensation (intet forbehold*) ca. 945 ansøgere

Her vil Støjberg hæve barren for nye danskere

Ifølge integrationsminister er dansk statsborgerskab så stort et privilegium, at det skal være sværere at få.

På fire konkrete områder ønsker integrationsminister Inger Støjberg (V) at gøre det vanskeligere at opnå dansk statsborgerskab:

* Sprogkrav

- Ansøgere skal fremover bestå den skriftlige og mundtlige prøve i Dansk 3 i stedet for Dansk 2. Det svarer til, at man skal mestre dansk på 9. klasse-niveau mod tidligere 7. klasse-niveau.

- Man kan få dispensation, hvis man har været selvforsørgende i 8,5 af de seneste ni år.

* Selvforsørgelse

- Ansøgere skal have været selvforsørgende i 4,5 ud af de seneste fem år. Det er en skærpelse fra det nuværende niveau, hvor man skal have forsørget sig selv i mindst 2,5 år ud af de seneste fem år.

- Selvforsørgelse betyder eksempelvis, at ansøgere ikke må have været på kontanthjælp.

* Statsborgerskabsprøve

- Den nuværende prøve om blandt andet dansk hverdagsliv og politik udvides fra 32 til 40 spørgsmål, og antallet af rigtige svar skal være 32 mod 22 i dag.

- Det svarer til, at ansøgere fremover skal svare rigtigt på 80 procent af spørgsmålene mod godt 73 procent i dag.

* Karantænetid

- Hvis man har begået kriminalitet, skal der i dag afhængigt af straffen gå tre til 20 år, før man kan søge om statsborgerskab. Den tidsramme skal øges med 50 procent, mener regeringen.

Kilder: DR Nyheder, Jyllands-Posten og Ritzau