Politik

- Hvad vil vi egentlig med vores forsvar?

Hvor mange nye kampfly skal Danmark have og til hvilken pris? Det diskuteres heldigvis højt og inderligt i disse dage. Der er tale om en af de største offentlige investeringer i nyere tid, og den vil have vidtrækkende konsekvenser for både Forsvaret og dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. 

Radikale Venstres holdning er klar: Vi ønsker at fortsætte med at effektivisere forsvaret og samtidig tilpasse det tidens nye sikkerhedspolitiske opgaver. 

Vi bakker derfor op om, at der er brug for nye kampfly, men vi vil ikke forkøbe os i kampfly. Investeringerne må holdes på det lavest mulige niveau, for der er tale om midler, som potentielt kunne bruges på andre vigtige områder i forsvaret – eller på helt andre velfærdsydelser, fx til folkeskolen, sundhed eller de danskere, der har det allersværest. De partier, der mener, at vi ligefrem skal øge udgifterne til forsvaret, skylder os svar på, hvorfor i alverden vi skulle gøre det?

Danmark leverer til NATO

Danmark leverer i dag, hvad der svarer nogenlunde til gennemsnittet i NATO, når man måler i udgifter per BNP, faktisk ligger et flertal lande i NATO under Danmarks niveau. Dertil kommer, at Danmark er et af de lande i NATO, der leverer absolut mest til de internationale kriser, når man tager vores størrelse i betragtning. Det er med andre ord ikke "størrelsen" men "gørelsen" af vores forsvar der betyder noget, og Danmark er blandt de lande der leverer mest og bedst. Vi har ikke noget at skamme os over, og det ville ikke være rimeligt, at vi skulle yde betydeligt mere, når vi i forvejen leverer mere end de fleste andre lande. 

Ligeså vigtig er imidlertid diskussionen om, hvad vi rent faktisk skal bruge kampflyene til, hvilket hænger tæt sammen med, hvad det danske forsvar i det hele taget skal prioritere i de kommende år. Her taler meget for, at vi kommer til at fokusere mere på vores nærområde og Arktis og mindre på flymissioner i verdens kriseområder. Det skyldes flere faktorer. 

Danmarks rolle bliver snart større

Først og fremmest har udviklingen i Ukraine og klimaforandringerne i Arktis igen gjort Kongeriget Danmarks geografiske placering interessant for vores allierede i NATO. Danmark ligger godt for at kunne bidrage til den solidaritet, som både de baltiske lande og Polen - med rette - efterspørger efter Ruslands aggression i Ukraine, fx i form af airpolicing, udrykningsstyrker eller øget tilstedeværelse af flåden. På samme måde vil den øgede tilgængelighed, som klimaforandringerne skaber i Arktis, øge behovet for både miljøovervågning, for bedre beredskab til at kunne redde forulykkede fartøjer og generel øget tilstedeværelse i et område, som der skal forhandles om i de kommende årtier mellem alle de arktiske stater. 

Dertil kommer, at de nye opgaver giver mulighed for, at Danmark samtidig kan øge det nordiske forsvarssamarbejde og bidrage til udviklingen i de nordlige egne af rigsfællesskabet, hvilket er et mål i sig selv.

Endelig har Danmark helt særlige kompetencer i forhold til fx Arktis, som gør det mindre oplagt at andre lande vil påtage sig opgaven. Danmarks eget territoriale forsvar har siden vores tilslutning til NATO været 100% afhængig af vores allierede, og ideen om, at Danmark skal kunne forsvare sig i sin egen ret, giver simpelthen ikke mening anno 2015. Det har vi aldrig kunnet, og det er netop derfor vi er del af en alliance, der vil kunne forsvare os. Vi skylder til gengæld vores allierede at yde vores allerbedste til alliancen, der hvor vi kan gøre det bedst og billigst.

Samlet set trækker alle disse hensyn i retning af at anskaffe færre kampfly, så der også kan blive råd til fx flere flådefartøjer, og det trækker i retning af at vælge et fleksibelt kampfly, der kan varetage flere forskellige funktioner.

Derfor venter mange af os utålmodigt på regeringens udspil, så vi for alvor kan tage stilling til type og antal af kampfly. Men den politiske debat om, hvad vi egentlig vil med vores forsvar, kan med fordel starte nu.