Politik

Venstre-profil stopper i politik efter valg-lussing

En af de helt store Venstre-profiler, daværende finansordfører Peter Christensen, blev efter 14 år i Folketinget ikke valgt ind ved folketingsvalget i juni. 

Det tager han nu konsekvensen af, erfarer TV 2. Den 40-årige sønderjyde trækker sig fra dansk politik. 

Peter Christensen meddelte det til Aabenraa-kredsens bestyrelse lørdag. 

- Han har meddelt, at han stopper i politik. Det er vi meget kede af, men det er et valg, han har truffet, siger Leif Andersen, kredsformand for Venstre i Aabenraa, til TV 2. 

Røvfuld af Dansk Folkeparti

Selvom Peter Christensens udmelding overraskede kredsbestyrelsen på lørdagens møde, lader det til, at årsagen nærmest giver sig selv. 

- Han blev jo ikke valgt ind. En masse dygtige røg ud, og Dansk Folkeparti har fået et kanon valg hernede, lyder forklaringen kort og præcist fra kredsformanden. 

Efter valget skrev Peter Christensen selv på Facebook, at "Venstre har fået en røvfuld af Dansk folkeparti - og det har jeg også".

Peter Christensen var en af de mest udtalte støtter af Lars Løkke Rasmussen under formandsopgøret i Venstre sidste år. Og den forhenværende skatteminister blev spået en lovende fremtid som finansminister i en ny blå regering.

Prøve noget andet

Altingets Erik Holstein har kaldt Peter Christensen for "Venstres nye Hjort" - altså den nye, yngre udgave af partiets stærke mand Claus Hjort Frederiksen. 

Men da konfettien var faldet til jorden efter valgaftenens fest hos Venstre, var der ingen folketingsplads til "PC", som han kaldes. 

Og det har altså fået den 40-årige sønderjyde til at skifte kurs efter 14 år i Folketinget.

- Han har haft nogle gode år og været glad ved det, og så begynder han et nyt liv herfra. Det har vi forståelse for, selvom vi er meget kede af det, siger Leif Andersen 

- Vi har været meget meget glade for det samarbejde, vi har haft med ham. Men vi respekterer også, at en ung mand på 40 vil prøve noget andet. Sådan er det jo. 

Havde ikke regnet med valgnederlag

Peter Christensen har ikke delt med sin kredsbestyrelse, hvad han nu vil kaste sine kræfter over. Men som kredsformanden understreger: 

- Han har jo lært noget om økonomi og forhandling. Han har været forhandlingsleder, og alt der handler om økonomi, det har han jo været inde over. Peter skal nok klare sig ude i det private, hvis det er det, han søger. Og det er det jo nok, siger Leif Andersen og bekræfter, at det var med et vist vemod, da Peter Christensen meldte sit exit fra politik. 

- Ja, det var det da, men som han siger: Han havde ikke regnet med, at han blev valgt i sin tid, da han kom ind i Tønder Kommune. Og han havde ikke regnet med, at han skulle ud denne gang, men sådan er det jo. 

- Vi ønsker ham alt mulig held og lykke i det nye liv, om end vi beklager det. 

Peter Christensen holder i øjeblikket ferie med sine to døtre. 

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra ham uden held. Men til den sønderjyske avis Jydske Vestkysten siger han: 

- I fælles overenskomst med vælgerne blev jeg fritstillet, og det tager jeg nu den fulde konsekvens af.

Blå bog: Peter Christensen

Uddannet elektriker

Medlem af folketinget siden november 2001.

Finansordfører for Venstre siden 2011.

Skatteminister fra marts 2011 til oktober 2011.

Statsrevisor oktober 2010 til marts 2011.

Finansordfører 2005-2009.

Politisk ordfører 2009-2011.

Skattepolitisk ordfører 2001-2005.

Finansudvalget 2004-2009 og igen fra 2011.

Skatteudvalget 2001-2011, næstformand 2005-2007.

Kontaktudvalget for Det Tyske Mindretal 2007-2011.

Landsformand for Venstres Ungdom 1999-2001.

Medlem af Venstre siden 1992.

Kilde: Peterc.dk