Politik

Blackwater-aftale mørklagt af omstridt lov

Hvad var den præcise aftale mellem den danske Forsvarskommando og det omstridte amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater?

Det får offentligheden måske aldrig at vide, da dokumenterne, der kan være med til at kaste lys over forholdet mellem Blackwater og det danske forsvar, hemmeligholdes med henvisning til den nye offentlighedslovs såkaldte ministerbetjeningsregel.

Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Problematisk lov

Samme avis kunne tidligere på ugen afsløre, at VK-regeringen i 2007 indgik et samarbejde med Blackwater, der har stået bag adskillige drab på civile irakere, men de nærmere omstændigheder omkring aftalen med Blackwater bliver nu mørklagt.

Og det ærgrer flere politikere på Christiansborg, der arbejder for mere åbenhed omkring Danmarks engagement i Irak-krigen.

- Det viser jo for det første, at det var dumt at nedlægge den Irak-kommission, men det viser også, hvor dybt problematisk den ny offentlighedslov er, siger Pelle Dragsted fra Enhedslisten med henvisning til de stramninger, der blev vedtaget i 2013.

Syv års forsinkelse

Han bakkes op af Liberal Alliances Mette Bock, der finder det problematisk, at regeringen nu gemmer sig bag en regel, der ikke eksisterede, da dokumentet blev udarbejdet.

- Man anvender altså en lov til at mørklægge noget med syv års tilbagevirkende kraft. Man kan roligt sige, at det viser, hvor problematisk den ny offentlighedslov er, siger hun til Jyllands-Posten.

Det mørklagte dokument bliver betragtet som central, fordi det muligvis kan være med til at belyse, hvilke instrukser den daværende forsvarsminister, Søren Gade (V), fik i forbindelse med den aftale, forsvaret i hemmelighed indgik med Blackwater.

Dokumentet er dateret 10. oktober 2007 – altså få uger før de første tilgængelige notater optræder om Blackwater-sagen i Forsvarsministeriet og den daværende Forsvarskommando.

T2Toolbox embed