Politik

Eksperter: OK at nedlægge kommission om ulovlig krig

Det er helt i orden, at Venstre-regeringen nedlægger den omstridte Irak-kommission, for det havde ikke været pengene værd at fortsætte arbejdet med at granske baggrunden for at deltage i krigen.

Det vurderer flere eksperter i dagens udgave af Jyllands-Posten. Heriblandt lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen, der tidligere har stillet sig kritisk overfor kommissionen.

- En kommission vil selvfølgelig finde nuancer og detaljer, men det vil jo ikke være noget, der rykker på det store billede af, at krigen ret beset var ulovlig. Så er der mere tale om historieskrivning og politisk drilleri, men der har journalisterne jo allerede nu godt fat om sagen, siger han til Jyllands-Posten.

Flere afsløringer

Udmeldingen kommer efter en uge med flere afsløringer omkring Danmarks engagement i Irak-krigen. Blandt andet kunne Jyllands-Posten søndag afsløre, at Anders Fogh Rasmussen allerede i 2002 drøftede en invasion med den amerikanske viceforsvarsminister – altså længe inden beslutningen blev truffet i Folketinget.

To dage senere kunne Politiken afsløre, at den danske forsvarskommando havde arbejdet sammen med det omstridte private sikkerhedsfirma Blackwater.

Men selvom der stadig dukker nye oplysninger op omkring tvivlsomme aktiviteter både i forbindelse med krigen og baggrunden for invasionen, så mener tidligere militærjuridisk rådgiver ved Forsvarskommandoen Kurt Borgkvist, at nedlæggelsen af kommissionen er helt på sin plads.

- Det er min fornemmelse, at forsvaret rent faktisk har ændret sin procedure efter de åbenlyse fejl, der skete dengang. Det behøver vi ikke en kommission for at finde ud af, siger han.

Dokumenterne udarbejdet af den nedlagte Irak-kommission vil blive arkiveret i Rigsarkivets afdeling for fortrolige dokumenter, men et flertal af partier i Folketinget arbejder for at sikre, at materialet bliver offentligt tilgængeligt.

Fakta: Irak- og Afghanistan-kommissionen

Irakkommissionen blev i 2012 nedsat af den tidligere regering.Kommissionen fik fem år til at undersøge flere spørgsmål vedrørende krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan.

Kommissionen skulle blandt andet:

  • Undersøge og redegøre for baggrunden for den danske beslutning om at deltage i krigen i Irak.
  • Undersøge og redegøre for, hvad danske myndigheder har foretaget sig i forbindelse med tilbageholdelsen af personer under krigene i henholdsvis Irak og Afghanistan.
  • Undersøge, om VK-regeringen har fortiet oplysninger for Folketinget.
  • Endeligt skulle kommissionen afgøre, om der er grundlag for at forsøge at drage politikere, embedsmænd eller soldater til ansvar for handlinger i forbindelse med krigene.

Kommissionens arbejde har indtil videre kostet 14 millioner kroner