Politik

Venstre i kovending om milliardregning til elkunder

Venstre freder nu den grønne energiaftale fra 2012, som partiet ellers har kritiseret indædt for at være både dyr og skadelig for erhvervslivets konkurrenceevne.

Det skriver Finans tirsdag.

Kan ikke se behov for genforhandling

Kritikken fik sidste år Venstre til sammen med de øvrige borgerlige partier at kræve en genforhandling af energiaftalen. Alligevel afviser den netop tiltrådte klima-, forsynings- og energiminister, Lars Christian Lilleholt (V), nu at røre ved energiaftalen.

- Her og nu er der ikke brug for at ændre på aftalen, siger han til Finans.

Ministeren forklarer den nye kurs med, at størstedelen af energiaftalen, som løber til 2020, allerede er gennemført eller på vej til at blive det, hvorfor han har svært ved at se behovet for en genforhandling.

Cepos er forundret

Den liberale tænketank Cepos er forundret over de nye toner fra Venstre. Især fordi den grønne elafgift - kaldet PSO-afgift - ventes at koste elkunderne 7,1 milliarder kroner i indeværende år.

- Intet tyder på, at energiaftalen bliver billigere end forventet i 2012, så der er helt klart basis for en genforhandling af energiaftalen, siger Otto Brøns-Petersen, analysechef i Cepos, til Finans.

Venstres kovending kritiseres af Foreningen af Slutbrugere af Energi (FSE).

Foreningen tæller flere af Danmarks mest energitunge virksomheder, som alle kender til årlige PSO-regninger i millionklassen.