Politik

Holger K. om Blackwater: - Det sidste ord er ikke sagt

En omskrivning af ordet samarbejde skulle forhindre offentligheden og Folketinget i at få oplysninger om forsvarets aftaler med det kontroversielle amerikanske sikkerhedsfirma Blackwater under Irak-krigen.

Det skriver Jyllands-Posten søndag, og oplysningerne har fået flere politikere i oppositionen op ad stolen. Ikke mindst hos Enhedslisten og SF, der begge var med til at stille sig kritisk over for den tidligere regerings eventuelle brug af private aktører under en Irak-krigen.

Én af de politikere, der var med til at stille spørgsmål omkring anvendelsen af sådanne sikkerhedstjenester, er Holger K. Nielsen, som i dag er forsvarsordfører for SF, og han føler sig ført bag lyset af VK-regeringen.

- Vi har to bekymringer; dels at man arbejder sammen med Blackwater, og dels at man løj i Folketinget, og det er et meget stort problem, og vi er nødt til at få alle oplysninger frem. Det er man generelt nødt til som regering, men når man er i krig, så er der ektra grund til det, for så skal befolkningen have de korrekte oplysninger hele tiden, siger Holger K. Nielsen til TV 2.

Svarede udenom

Holger K. Nielsen understreger, at anvendelsen af private aktører i krigsituationer kun bør finde sted i yderste konsekvens, da de ikke er bundet til de samme konventioner, som en nations hær opererer under, og derfor stillede han sig også sammen med Enhedslisten kritisk over for anvendelsen under Irak-krigen. Og allerede den gang fornemmede han, at regeringen holdt oplysninger tilbage.

- Jeg tolkede svarene i den retning, at man ikke rigtig ville indrømme, at man arbejdede sammen med Blackwater, og man sagde direkte, at det gjorde man ikke. Man indrømmede kontakt med dem, men ikke at man arbejdede sammen. Man vidste godt, at det var kontroversielt, og derfor snakkede man uden om til Folketinget, og det går altså ikke, siger Holger K. Nielsen, der håber at de nye oplysninger vil få regeringen til at ændre holdning til Irak-kommissionen, der netop er blevet nedlagt.

- Jeg tror, vi alle sammen har en interesse i, at sandheden om Irak-krigen kommer frem på en systematisk måde, hvor der er folk i en kommission, der kan indkalde vidner og få dokumenter frem under ordentligt vilkår i stedet for at det er journalister. Det er en kæmpe kæmpe fejl at nedlægge kommissionen, og jeg håber at man kommer på andre tanker og jeg tror at der kommer andre sager frem, og derfor kan jeg garantere for, at det sidste ord ikke er sagt i denne sag, siger Holger K. Nielsen

En regulær skandale

Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper deler Holger K. Nielsens synspunkt og kalder sagen for en skandale.

- Jeg er oprigtigt forarget. Hvis den daværende Venstre-regering både samarbejdede med det kontroversielle lejesoldat-firma, og samtidig forsøgte bevidst at skjule det for Folketinget og offentligheden, står vi med en regulær skandale foran os.

Ifølge Jyllands-Posten forsøgte den daværende regering at lægge "røgslør" ud over aftalen med Blackwater ved at afvise, at der var et decideret samarbejde de to parter imellem, men at de kun "snakkede" sammen.

- Det her tyder jo på, at Folketinget er blevet misinformeret med vilje, og det er både ulovligt og et kæmpe demokratisk problem, siger Skipper.

For et par dage siden kunne Politiken fortælle, at tidligere statsminister Anders Fogh-Rasmussen (V) allerede et år før Irak-krigens begyndelse drøftede muligheden for en invasion af Irak med den daværende amerikanske viceforsvarsminister, Paul Wolfowitz.

Afsløringerne kommer efter at den nye danske regering har valgt at nedlægge Irak-kommissionen, som havde til formål at undersøge grundlaget for Danmarks deltagelse i Irak-krigen.

En kommission som Pernille Skipper nu vil have genåbnet, og hun håber på støtte fra de andre partier.

- Vi håber meget, at især Liberal Alliance og Dansk Folkeparti, som tidligere har slået sig op på at ønske mere åbenhed, vil lægge stemmer til, så sandheden kan komme frem, siger Skipper.

Blackwater, som i dag hedder Academy, er et privat amerikansk sikkerhedsfirma, som af flere regeringer er blevet brugt i især Irak og Afghanistan til at løse sikkerhedsmæssige opgaver som beskyttelse af konvojer og vigtige personer.

I 2007 skød og dræbte Blackwater-vagter 14 civile på en plads i Bagdad, da vagterne troede de var faldet i et baghold. Kvinder og børn blev dræbt.

Søren Gade har ikke ønsket at kommentere sagen til TV 2, da han er gået på ferie.