Politik

Støjberg: På tålt ophold skal man ikke have det rart

- Når man er på tålt ophold i Danmark, skal man ikke have det særligt rart.

Det siger den nye udlændinge-, integrations- og boligminister Inger Støjberg, efter begrebet ”tålt ophold” i dag igen blev aktuelt i den politiske debat i Danmark.

I dag blev dansk-marokkaneren Said Mansour, bedre kendt som ”Boghandleren fra Brønshøj”, nemlig frakendt sit danske statsborgerskab og udvist for bestandig.

Men det er tvivlsomt om Said Mansour nogensinde kan udvises til sit oprindelige hjemland Marokko. Danmark må nemlig ikke udvise borgere til lande, hvor de risikerer overgreb eller forfølgelse. Dermed kan Said Mansour ende i den situation, som 68 andre personer allerede oplever i Danmark: At være på tålt ophold.

Det har længe været en borgerlig mærkesag, at disse personer bliver behandlet for lempeligt mens de er på tålt ophold og venter på at kunne udvises.

Nu forsikrer Inger Støjberg, at den nye regering i løbet af meget kort tid vil se på reglerne:

-Jeg ved ikke hvad vi vil gøre, men vi vil helt sikkert se på det, siger hun.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen opfordrer til, at reglerne for tålt ophold skærpes, så myndighederne får bedre muligheder for at frihedsberøve disse personer. Eller – som han udtrykker det – som minimim får mulighed for at udstyre dem med en elektronisk fodlænke, så man har styr på deres færden.

Inger Støjberg har også tidligere talt for muligheden for fodlænker, og hun siger i dag, at hun heller ikke vil udelukke den mulighed:

-Vi vil kigge på alle de muligheder der er. Jeg vil ikke afvise noget, for vi skal have styr på de folk, der er på tålt ophold, siger Inger Støjberg.

Boghandleren fra Brønshøj:

Den 54-årige Said Mansour er i offentligheden mest kendt som ”Boghandleren fra Brønshøj”.

Han er dansk-marokkaner. Han kom til Danmark i 1983 og fik dansk statsborgerskab i 1988. Nu er han den første danske statsborger, der har fået fradømt sit statsborgerskab i en sag om terrorisme.

Ved den netop overståede retssag stod han tiltalt for at opildne til terror ved at udgive bøger og videoer og propagandere på internettet. Han blev idømt fire års fængsel, fik frataget sit danske statsborgerskab og dømt til udvisning. Han nægtede sig skyldig.

Han er tidligere straffet for lignende lovovertrædelser. I 2007 blev han idømt tre-et-halvt års fængsel for at opildne til terror. Han var dengang den første dansker, der blev sigtet efter den nye terrorparagraf.

Allerede i 2001, efter terrorangrebet 11. september, vakte han opsigt ved at kalde angrebet for en ”godartet” form for terrorisme.