Politik

PORTRÆT: Kjærsgaards årelange kamp for anerkendelse kan slutte fredag

- Uanset, hvor mange anstrengelser, man gør sig – set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig.

Budskabet fra daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) i åbningstalen til Folketinget i oktober 1999 var ikke til at tage fejl af. Partiets stifter og daværende formand og stifter Pia Kjærsgaard lyttede forfærdet fra sin plads i folketingssalen.

- Det kommer han til at fortryde, sagde hun til partifællen og partiets senere formand Kristian Thulesen Dahl.

Det fik hun nok ret i. I hvert fald har senere socialdemokratiske formænd siden gjort meget ud af at understrege, at de ikke ville have formuleret sig sådan. Citatet er hevet op af skuffen gang på gang siden – og det hænger uløseligt sammen med Pia Kjærsgaards kamp for anerkendelse. En kamp, der måske kan sættes punktum for på fredag, når hun vælges til landets fornemste post som formand for Folketinget.

Kaoset blev for meget

Inden har hun gået meget igennem. En opvækst, hvor moderen forlod hende og lillebroren, der senere døde ensom som alkoholiker. Og en politisk vækkelse, hvor Kjærsgaard, der egentlig stemte radikalt og senere blev en del af Mogens Glistrups proselytter i Fremskridtspartiet.

Ved valget i 1984 blev hjemmehjælperen fra Gentofte førstesuppleant i Københavns Amtskreds, men da Glistrup røg i fængsel for skattesvig, fik hun hans sæde i salen. Allerede året efter blev hun partiets politiske leder. I disse år profilerede Fremskridtspartiet sig kraftigt på udlændingespørgsmålet – et spørgsmål, der senere skulle blive hendes store mærkesag.

Mange års opslidende interne magtkampe kulminerede med at Pia Kjærsgaard og hendes fløj blev nedstemt på det legendariske kaos-landsmøde i 1995, hvor Kresten Poulsgaard nægtede at forlade talerstolen. Der blev det nok for Kjærsgaard. Sammen med blandt andet nyligt afdøde Ole Donner, Peter Skaarup og den senere arvtager Kristian Thulesen Dahl stiftede de kort efter Dansk Folkeparti.

Den almindelige danskers talerør

Et parti for den almindelige dansker, som giver stemme til de forsmåede, der ikke bliver hørt. Og som ikke interesserer sig synderligt for politik i almindelighed, har undersøgelser senere vist. Kritikere har ofte sat lighedstegn mellem den linje og en endeløs populisme. Men indflydelsen kommer man ikke uden om.

Gennem VK-regeringens ti år ved magten fra 2001 fik Dansk Folkeparti indført ældrechecks, partiet fik trukket de øvrige borgerlige partier i en mere EU-skeptisk retning, udlændingepolitikken blev fast og fair. Og finansministeren lærte, at klimaet om forhandlingsbordet nu engang bliver bedre, hvis der bliver serveret en veltillavet flæskesteg midt på det.

Pia Kjærsgaard altid været god for rappe replikker – og har da også anlagt hele tre injuriesager i løbet af sit politiske virke. Mest opsigtsvækkende er sagen mod Karen Sunds fra 2003, som Kjærsgaard tabte i Højesteret. Begrebet ”racistiske synspunkter” var ifølge landets højeste domstol blevet så udvandet, at det ikke kan anses for utilbørligt at beskrive Kjærsgaards synspunkter sådan.

Endeløse eksklusioner

På de indre linjer har en række DF-medlemmer gennem årene fået Kjærsgaards kærlighed at føle. Listen over ekskluderede medlemmer er alenlang og tæller foruden tre folketingsmedlemmer, der fik valget mellem at gå selv eller blive smidt ud også folk, der offentligt har udtrykt sympati med højreradikale grupper som Dansk Front. Det er der ikke plads til i Dansk Folkeparti. Partiet vil tages seriøst.

Med til det hører også, at man påtager et ansvar – også selv om det kommer til at gøre ondt på partiets egne vælgere. Det gjorde det i 2010, da Dansk Folkeparti lagde stemmer til genopretningspakken, og dermed bevægede partiet sig ind i kredsen af partier, som ”man bliver nødt til at respektere”, sagde partiets daværende kronprins, Kristian Thulesen Dahl dengang.

To år senere overdrog Pia Kjærsgaard lederskabet til ham. Og modsat hvad stort set alle politikske kommentatorer spåede, så har det ikke kostet på vælgeropbakningen, at grundlæggeren trådte et skridt tilbage til en selvopfunden post som værdiordfører. Tværtimod har partiets vælgeropbakning med undtagelse af en mindre tilbagegang i 2011 været i uafbrudt vækst med det netop overstående folketingsvalg som det ultimative højdepunkt. Fra sin plads i formandsstolen kan Pia Kjærsgaard fremover nyde synet af hele 37 folketingsmedlemmer fra Dansk Folkeparti.

Det har Pia Kjærsgaard sagt

”Krigen mod terror er ikke en kamp mellem civilisationer. Der findes kun én civilisation og det er den vestlige”.
  • Sagt fra Folketingets talerstol efter terrorangrebet 11. september 2011.
”Efter min mening er der ikke længere brug for Det Konservative Folkeparti”.
  • ”I bedste fald er regeringen værdiløs. I værste fald fører den bevidst en landsskadelig og fællesskabsnedbrydende politik”.
  • ”Det må alligevel være trælst for den første kvindelige statsminister i Danmark, at hun indskriver sig i historien som den mest uduelige”.
  • Fra selvbiografien ”Fordi jeg blev nødt til det”.
”Dansk Folkeparti er blevet et midterparti”.
  • Sagt på landsmødet i 2004.