Politik

Løkke og Thulesen Dahl i Nyhavn i går: Nu skal de forhandle

I aftes mødtes Kristian Thulesen Dahl (DF) og Lars Løkke (V) i Nyhavn. Igen i dag mødes de to. Denne gang under mere formelle omstændigheder for at forhandle om regeringsgrundlaget.

Den kongelige undersøger Lars Løkke Rasmussen mødes med alle de tre andre partier i blå blok for at forsøge at forhandle sig frem til en ny regering.

Dansk Folkeparti kommer kl. 9:30, Liberal Alliance kl. 14:30 og til sidst de Konservative kl. 16.

Ind imellem skal alle partilederne dog til møde i Statsministeriet kl. 11, hvor de skal give den afgående statsminister Helle Thorning-Schmidt mandat til at tage til EU-topmøde i Bruxelles. 

For trods der tirsdag var officiel pause i forhandlingerne, tilbragte Lars Løkke Rasmussen og Kristian Thulesen Dahl Sankt Hans-aften sammen.

Flere billeder på Twitter viste de to politiske ledere side om side på en altan i Nyhavn i København, hvor så på bål - sammen med flere tusinde andre. 

Ifølge TV 2's politiske analytiker Thomas Funding er det ganske bevidst, at de her træder frem.

- De går ud sammen, fordi de gerne vil ses. De vil gerne sende et signal, og de ved, at mange vil se det, siger han.

I dag kommer de dog næppe til at træde frem sammen, andet end måske på turen til Statsministeriet, da forhandlingerne er tilbage i de formelle former.

Så lang tid tager det at danne en regering

2011

Statsminister: Helle Thorning-Schmidt (S) Dage fra valget til regeringen var dannet: 18

2007

Statsminister: Anders Fogh Rasmussen (V) Dage fra valget til regeringen var dannet: 10

2005

Statsminister: Anders Fogh Rasmussen (V) Dage fra valget til regeringen var dannet: 10

2001

Statsminister: Anders Fogh Rasmussen (V) Dage fra valget til regeringen var dannet: 7

1998

Statsminister: Poul Nyrup Rasmussen (S) Dage fra valget til regeringen var dannet: 12

1994

Statsminister: Poul Nyrup Rasmussen (S) Dage fra valget til regeringen var dannet: 6

Kilde: Politiko