Politik

Zenia Stampe tordner mod politiet: Det er IKKE drengestreger - det er had

De Radikale Venstres Zenia Stampe er ude med riven efter nattens hærværk mod den muslimske gravplads i Brøndby, hvor 50 gravsten er blevet væltet.

Efter et besøg på gerningsstedet har hun skrevet et indlæg på sin Facebook-profil, hvor hun tordner mod politiet for at kalde hærværket ’drengestreger’ og tale sagen ned..

- Vestegnens politi tillader sig den uhørte frækhed at kalde det ’drengestreger’. Hvordan i himlens navn kan man konkludere det?

Politi: Ingen spor i sagen

Politiet blev alarmeret sent fredag aften, og i løbet af natten har betjente afsøgt området omkring den muslimske gravplads med hunde. Der er ingen overvågning på stedet, så politiet står uden spor i sagen.

I et interview med TV 2 vurderer de dog, at der højst sandsynligt er tale om drengestreger.

- Vi betragter det ikke som noget, der er rettet mod det muslimske miljø eller er politisk motiveret. Men det er sørgeligt og uetisk, sagde vagtchef Kim Madsen fra Københavns Vestegns Politi til TV 2 tidligere i dag. 

I en pressemeddelelse skriver Københavns Vestegns Politi nu, at de omvendt heller ikke kan udelukke, at der 'skulle være et politisk motiv bag hærværket'. 

- Det er en krænkende og uacceptabel handling der er sket ved gravpladen. Vi ved endnu ikke hvem der står bag, men vi tager sagen alvorligt og har efterforsket den siden i nat - ligesom at vi nu patruljerer ekstraordinært i området, udtaler vicepolitiinspektør Bjarne Nisted. 

Politiet bagatelliserer hadforbrydelse

Zenia Stampe er dog ikke i tvivl om, at nattens hærværk er en hadforbrydelse rettet mod muslimer. I et interview med TV 2 fortæller hun, at gravpladsen ikke er et sted, hvor man ’tilfældigvis kommer forbi’.

- Gravpladsen ligger langt fra alting. Man skal køre langt ud for enden af en helt ny vej, og man passerer en kristen kirkegård på vejen. Der står et stort skilt, ’muslimsk gravplads’. Det er da umuligt i udgangspunktet at afvise, at der er tale om en hadforbrydelse, der målrettet er udført mod det muslimske miljø i Danmark?

Politikeren mener, at netop dette gravskænderi er værre end ellers, fordi ’det er en hadforbrydelse’.

- Gravskænderi er i sig selv meget alvorligt, men når det så også er en hadforbrydelse – altså en forbrydelse begået mod en gruppe, på grund af denne gruppes religiøsitet – så er det jo ekstra alvorligt. Og derfor synes jeg at ’drengestreger’ er et alt for mildt ord at bruge. De bagatelliserer det, der er sket, siger Zenia Stampe til TV 2.

Se omfanget af hærværket på gravpladsen i Brøndby i videoen i toppen af artiklen.