Løkke haler lidt ind – men Thorning stadig mest troværdig

Venstres udfordrer til statsministerposten, Lars Løkke Rasmussen, står ganske vist lidt stærkere i dag end han gjorde umiddelbart før valget, men billedet er stadig, at det borgerlige Danmarks bud på en ny statsminister har særdeles ondt i troværdigheden. Det viser en ny måling af troværdigheden hos de to statsministerkandidater, Helle Thorning-Schmidt og Lars Løkke Rasmussen, som MEGAFON har foretaget for TV 2 og Politiken.

Mens 47 procent peger på Helle Thorning-Schmidt som den mest troværdige, siger kun 24 procent det samme om Lars Løkke Rasmussen. Og selv blandt Venstres egne vælgere er det kun 48 procent, der peger på deres partiformand som den mest troværdige. Hele 38 procent af V-vælgerne siger, at de to kandidater er lige troværdige eller utroværdige. I resten af den borgerlige blok kan begejstringen for Lars Løkke Rasmussen også ligge på et lille sted. 47 procent af de konservative vælgere, 45 procent af DF’s vælgere og 35 procent af Liberal Alliances vælgere mener nemlig, at de to statsministre er lige troværdige.

Loyaliteten er anderledes markant hos de socialdemokratiske vælgere. Her mener 88 procent, at Helle Thorning-Schmidt er den mest troværdige statsministerkandidat. 

Sammenholdt med sidste måling er Helle Thorning gået et procentpoint frem i troværdighed, mens Lars Løkke Rasmussens troværdighed er gået frem fra 19 til 24 procent.

Billedet af de to kandidaters troværdighed har i øvrigt ikke ændret sig synderligt i løbet af det sidste år. MEGAFON skal helt tilbage til januar 2014 for at finde en måling, hvor de to kandidater stod nogenlunde lige. I løbet af sommeren faldt Lars Løkke Rasmussens troværdighed i befolkningen – og det har ikke ændret sig siden, viser tallene.