Politik

Sådan navigerer du i de mange målinger

Meget tyder på, at vi i denne valgkamp vil blive bombarderet med meningsmålinger som aldrig før. Og nogle gange kan de vise et forvirrende billede. Et godt eksempel på det, så vi på valgkampens første dag, hvor tre målinger tilsyneladende fortalte tre forskellige historier. Hos TV 2 viste en Megafon-måling nogenlunde stabilitet i forhold til før valgudskrivelsen. Hos Berlingske var der lagt op til gyservalg, da en Gallup-måling viste fremgang til rød blok. Og hos DR viste en Epinion-måling fremgang til blå blok. Der var altså noget for enhver smag.

Hvordan skal man hitte rede i det? Tager det ene eller det andet institut fejl? Sikkert ikke. Ingen af målingerne afviger specielt meget fra hinanden. Faktisk er de så tætte, at det ligner det, man vil forvente, hvis man trak tre stikprøver fra en population, hvor balancen er cirka 53-47 i blå bloks favør. Den fordeling er pudsigt nok stort set den samme som Søren Risbjerg Thomsen har i det vægtede gennemsnit af meningsmålinger, som han laver for Altinget.dk. Billedet fra de tre forskellige målinger i går er altså præcis, hvad man vil forvente, hvis tre meningsmålingsinstitutter gennemfører hver deres måling. Det er på sin vis ret betryggende.

Vores råd til vælgere, der gerne vil navigere rundt i strømmen af meningsmålinger, er derfor, at man får et godt bud på partiernes opbakning ved at tage et "mentalt" gennemsnit over alle målinger, man er stødt på for nylig. Plus/minus et par procent for at tage højde for den statistiske usikkerhed.

Den måling du så i går, bør altså også fortælle dig noget om, hvordan du tror partiernes opbakning ser ud i dag. Pointen med at bruge tidligere information, når man vurderer en ny måling, har vi før præsenteret her.

Er du ikke en ørn til at lave gennemsnitsberegninger i hovedet, kan man udnytte de forskellige indeks, der gør det for en. Udover Altinget.dk har Politiko.dk et tilsvarende. Ideen med at sammenvægte flere målinger, kan virke simpel. Det er den også. Det er faktisk langt fra raketvidenskab, og vi er da heller ikke de eneste, der ser sådan på det.

Indimellem støder man på et udsagn om, at hver 20. måling er forkert. Inden for de kommende dage, vil vi skrive om, hvorfor det er en problematisk opfattelse. I hvert fald hvis man er interesserede i opbakningen til de enkelte partier. Det vil vise sige at være endnu et godt argument, for at se på gennemsnit snarere end enkelte målinger.