Politik

DF splitter Venstre-toppen: Skal de med i regering?

Forhandlingerne om regeringsmagten efter det kommende valg kan vise sig at blive en besværlig affære, hvis valgresultatet følger de seneste meningsmålinger og blå blok får flertal.

Uenigheden i Venstres partitop er nemlig stor, når det kommer til spørgsmålet om hvorvidt Dansk Folkeparti skal indgå i en blå regering.

Det står tydeligt torsdag morgen, dagen efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt endelig udskrev valget til afholdelse den 18. juni.

Retsforbehold eller ej?

Venstres formand Lars Løkke Rasmussen gjorde det onsdag klart, at han ikke vil udelukke et regeringssamarbejde med Dansk Folkeparti, der i flere meningsmålinger står til at blive Danmarks næststørste parti.

I torsdagens udgave af Politiken  er det dog en noget anden udmelding, der kommer fra partiets næstformand, Kristian Jensen.

Han gør det klart, at spørgsmålet om hvorvidt Dansk Folkeparti kan være en del af en Venstre-ledet regering handler om det danske retsforbehold i EU.

Kristian Jensen mener, at alle partier i en blå regering skal arbejde for et ja ved den kommende EU-afstemning om retsforbeholdet, så det erstattes af en såkaldt tilvalgsordning.

- Vi har en aftale med den nuværende regering om at lave en afstemning omkring retsforbeholdet. Og man kan ikke forestille sig, at man har en regering, der er delt i spørgsmålet om, hvorvidt man anbefaler et ja i det spørgsmål, siger Kristian Jensen til Politiken.

Dansk Folkeparti er imidlertidig stærkt imod, at EU får mere indflydelse på danske forhold.

Også Søren Pind har meldt ud, at han ikke kan forestille sig, hvordan Dansk Folkeparti kan blive en del af en regering med Venstre

- Du kan ikke have en regering, hvor hvert parti går ud med hver sit budskab i sådan en sammenhæng. Så det ser jeg ikke umiddelbart for mig, sagde Søren Pind til Ekstra Bladet.

Danskernes Redaktion

Danskernes Redaktion på TV 2 består af ca. 30 studerende fra universiteter i hele landet.

De studerende suppleres af vores sociale medie-desk og har som opgave at overvåge de sociale medier for gode kommentarer, spørgsmål og andre relevante input til valgkampen.

Redaktionen vil agere bindeled mellem TV 2’s brugere, politikerne og TV 2’s flader under hele valgkampen.

Find os på de sociale medier og under hashtagget #tv2valg