3F tvivler på Lars Løkkes kontanthjælps-historie

Fagforeningen 3F sår tvivl om den historie, som Venstres formand Lars Løkke Rasmussen brugte som startskud til sin valgkamp.

Lars Løkke Rasmussen refererede fra et virksomhedsbesøg i Taastrup, hvordan en ansat med en fortid som kontanthjælpsmodtager havde valgt at vende tilbage til tilværelsen som kontanthjælpsmodtager, fordi han ikke tjente nok på at passe et fuldtidsarbejde.

Men den historie tvivler 3F i Høje-Taastrup på:

- Medarbejderne på virksomheden skal have mindst 139 kroner i timen. Det betyder en månedsløn på lidt mere end 22.000 kroner om måneden. Kontanthjælpen er på 14.000 kroner, så det er en forskel på omkring 8.000 kroner om måneden, siger lokalformanden hos 3F i Høje-Taastrup, Jan Richelsen.

Ejeren af virksomheden Panorama i Taastrup, Morten Broager, havde i marts Lars Løkke Rasmussen og den lokale Venstre-kandidat Tina Nedergaard på virksomhedsbesøg. Ved den lejlighed fortalte han ifølge Lars Løkke Rasmussen en historie, der gjorde stort indtryk på Venstre-formanden.

Den handlede om en kontanthjælpsmodtager, der havde fået arbejde hos Panorama, der er en servicevirksomhed, der tilbyder rengøring og vedligeholdelse:

- Efter et par måneder kom manden til Morten, for han havde siddet derhjemme og regnet på, hvad han havde ud af at møde klokken fem om morgenen og knokle hele dagen. Og han var ikke tilfreds med det regnestykke. Forskellen mellem at arbejde og være på kontanthjælp var for lille, og derfor ville han have mere i løn. 20 kroner i timen – ellers kunne han lige så godt vende tilbage til sit liv på overførselsindkomst, fortalte Lars Løkke Rasmussen i dag.

Men Jan Richelsen, der selv var med på det omtalte virksomhedsbesøg, tvivler på historien og det bagvedliggende regnestykke:

- Jeg ved ikke, hvem den kontanthjælpsmodtager, som Lars Løkke Rasmussen taler om, er. Jeg har spurgt på Jobcentret i Høje Taastrup, men de kunne ikke bekræfte forløbet, siger Jan Richelsen.

- 3F holdt et møde med ejeren af Panorama, Morten Broager, for tre-fire uger siden, kort efter han havde haft Lars Løkke Rasmussen på besøg. Da var Tina Nedergaard og vores egen lokale kandidat Mogens Lykketoft med. Da spurgte jeg ham, hvad problemet var og sagde til ham, at jeg kunne skaffe lige så mange folk det skulle være. Men da sagde han pludseligt, at han ikke havde brug for nogen, fortæller Jan Richelsen.

TV 2 har i dag været i forbindelse med både virksomhedsejer Morten Broager, Venstre-kandidat Tina Nedergaard og Venstres Pressetjeneste, men ingen har kunnet hjælpe os i forbindelse med den meget omtalte kontanthjælpsmodtager for at høre hans version af historien.

Det sagde Lars Løkke Rasmussen:

"For et par måneder siden besøgte jeg en lille servicevirksomhed, Panorama i Taastrup. En lille virksomhed, der lever af at gøre rent, ordne folks haver, vaske trapper og den slags.

Ejeren, der hedder Morten, fortalte, at han for noget tid siden ansatte en kontanthjælpsmodtager, der gerne ville have et arbejde, hvor han kunne tjene sine egne penge og kunne forsørge sin egen familie.

Og i starten gik han til den. Han mødte regelmæssigt og til tiden. Men efter et par måneder kom manden til Morten, for han havde siddet derhjemme og regnet på, hvad han havde ud af at møde klokken fem om morgenen og knokle hele dagen.

Og han var ikke tilfreds med det regnestykke.

Forskellen mellem at arbejde og være på kontanthjælp var for lille, og derfor ville han have mere i løn. 20 kroner i timen – ellers kunne han lige så godt vende tilbage til sit liv på overførselsindkomst.

Morten han blev frustreret. Hos ham får overenskomstmæssig løn. Det løber rundt, men der er ikke plads til lønstigninger.

Og enden på det hele blev at manden sagde op.

Se historien fra Panorama er en historie fra det Danmark jeg ikke ønsker.

Hvis man kan arbejde, så skal man arbejde."